Ved udstillinger mødes jeg undertiden med spørgsmålet om, hvorvidt der findes byggevejledninger til mine modeller. Til det må jeg svare benægtende. Det er et meget stort arbejde at udarbejde en egentlig byggevejledning, så det har jeg simpelthen valgt fra. Det handler ikke om, at andre ikke må bygge mine modeller eller lade sig inspirere af dem. Det må de hjertens gerne, blot de ikke udgiver mine modeller for deres egne. Jeg har derfor besluttet at gøre mine digitale versioner frit tilgængelige her på siden.
Når jeg udvikler en ny model, bygger jeg den altid først digitalt. Når så jeg er tilfreds, bestiller jeg klodser og bygger modellen fysisk. Det viser sig så som regel, at der er enkelte ting, der må laves om. Det, der så smart ud digitalt, virker ikke nødvendigvis i praksis. Som regel retter jeg så i den digitale version, så den svarer til den endelige model. Jeg kan dog ikke garantere, at jeg altid husker at få den digitale version fuldstændigt opdateret, så der kan godt være små afvigelser mellem de modeller, I har set futte rundt til udstillinger, og dem, der fremgår af de digitale filer.
I begyndelsen benyttede jeg MLCad (version 3.51) til den digitale del, men de seneste par år (2026) har jeg benyttet Studio. MLCad gemmer i formatet MDP, der står for “LDraw Multi-Part Project”. Alle modelfiler, der ligger til download, er dog konverteret til Studio’s “io” format. De to systemer virker lidt forskelligt, idet klodser i MLCad ikke kan “sættes sammen”, men plot placeres, så de passer. I Studio derimod kan klodserne klikkes sammen, og systemet kontrollerer, om de passer. Da MLCad ikke har den evne, kan det sagtens ske, at den konverterede fil viser “kollison” i Studio (klodserne vises som gennemsigtige). Årsagen er typisk, at de er placeret marginalt forkert i MLCad. I sådan et tilfælde er det enkleste at slå kontrollen for kollision fra i Studio (eller alternativt rette det hele til).
Der er som sagt ikke tale om byggevejledninger – blot digitale repræsentationer af modellerne. Når jeg bygger selv, tager jeg en kopi af den digitale fil og åbner kopien i mit redigeringsværktøj. Jeg kan så sidde og skille modellen ad, så jeg præcist kan se, hvordan den er bygget. Kommer jeg til at ændre i arbejdsfilen, tager jeg bare en ny kopi og begynder forfra.
Alle mine modeller er af DSB materiel (for visse af de ældste forbilleders vedkommende oprindeligt bygget til de Jysk-Fynske Statsbaner (JFJ) eller Det Sjællandske Jernbaneselskab)). Langt de fleste er fra epoke 3 (omkring 1950), men nogle få er ældre. I tabellen her under kan de digitale filer (og eventuelt supplerende materiale) hentes.
I nogle tilfælde vil der være diverse supplerende filer til download. De er i så fald samlet i en enkelt zip fil. Det er typisk filer til litrering og påskrifter. Hvis formatet er “lbx”, er der tale om filer genereret af Brothers P-touch Editor (version 6). De vil kunne udskrives af en Brother P-touch Label Writer. Nogle gange er der også en ReadMe.txt fil med instruktioner i mappen.









































