DSB CL 1514

Baggrund og præsentation

I 2023 arbejdede jeg på et større togprojekt, hvor endemålet var at få bygget et helt DSB kystbanetog, som det så ud omkring 1950. Kystbanen er som bekendt jernbanestrækningen mellem København og Helsingør, men helt tilsvarende tog kørte på Nordbanen (København-Hillerød-Helsingør).

Vi taler med andre ord om den københavnske nærtrafik med masser af passagerer, tæt trafik og lange tog. Vi er derfor i en hel anden verden end de søvnige sidebaner, jeg normalt holder mig til (og som jeg tidligere har præsenteret her på forum).

Og hvordan så sådan et tog så ud? Det blev fremført af et damplokomotiv (somme tider to i forspand), men da afstandene var beskedne, og det hele skulle gå stærkt, var damplokomotivet et såkaldt tenderlokomotiv. Et sådant er kendetegnet ved, at det ikke har separat tender (“kulvogn”), men opbevarer både kul og vand i beholdere på selve maskinen. Dermed var der plads til mindre, men det gjorde ikke så meget, da afstandene var beskedne. De havde den fordel, at de kørte lige godt i begge retninger (“forlæns” og “baglæns”), hvilket betød, at det ikke var nødvendigt at vende dem ved endestationen. De kunne bare løbe om, og blive koblet for togets anden ende og fortsætte i modsat retning.

De første tenderlokomotiver til den københavnske nærtrafik (før S-togenes tid) var de små O-maskiner. Kunstneren Ib Spang Olsen har lavet en herlig tegning af et sådant tog ved Skovlunde Station i 1930. Se det evt. her.

I det lange løb var O-maskinerne for små, og den meget større S-maskine så dagens lys. Det er denne maskine (nummer S 736), jeg har valgt som trækkraft for mit kystbanetog.

Vogne skal der også til, og med de mange stop og det store antal passagerer var det vigtigt, at folk hurtigt kunne komme ud og ind af toget. Derfor var det vogne af litra CL, der udgjorde rygraden i togene på kystbanen. Disse storrums-vogne havde dobbelte døre i begge ender, så folk kunne myldre uhindret ud og ind. En variant (litra CLE) havde rejsegodsrum i den ene ende, så man kunne slippe for selv at slæbe sig bagage. Begge disse vogntyper var anden klasses vogne.

Kystbanen passerer gennem velhaverkvarterer, så der var også altid en kupevogn med til passagererne på 1. klasse. Det var typisk af litra AC.

Som nævnt var det dog litra CL, der var rygraden i disse tog. Jeg har bygget to eksemplarer – nummer 1511 og nummer 1514. Begge er bygget af Scandia i 1943 og er udrangeret i 1970’erne. Bortset fra nummeret er de to modeller ens. Vognene er karakteristiske med de dobbelte døre og det lange lodrette håndtag mellem dørene.

Billedpræsentation

Først ser vi nummer 1511:

Og dernæst nummer 1514:

Til slut ses de to vogne i deres rette element indkoblet mellem en CLE vogn og en AC. Kolonihaverne i forgrunden er designet og udviklet af Joost Haugmark Jensen, og den store station i baggrunden til venstre er Dennis Tomsens flotte model af Odense Banegård. Begge de nævnte er medlemmer af Togklodsen og billedet er fra en udstilling på Jernbanemuseet i 2023.

Tekniske detaljer

CL var den første vogn med de karakteristiske 2-delte togvinduer, jeg har kastet mig over. Mine andre bogievogne har den gamle type vinduer, der ikke er todelte, og som er højere end de er brede.

Jeg løb derfor ind i det problem, at Lego aldrig har lavet togvinduer i Reddish Brown (og selv hvis de havde, ville de have kostet en formue på Bricklink). Heldigvis har Lars Mogensen (Togklodsen) i en gammel tråd på Byggepladen  beskrevet, hvordan man ved hjælp af panels kan bygge en konstruktion, der ganske overbevisende kan holde på det 2-delte glas til et togvindue.

Den teknik benyttede jeg mig af og byggede en vogn med det korrekte antal vinduer. Den deltog ved udstillingen Modeltog for Alle i 2023. Den ses også her:

Eneste problem er, at vognen er blevet for lang. Et vinduesfag i denne løsning fylder i skala relativt mere end i virkeligheden. Jeg stod derfor i et (måske) velkendt dilemma om, hvordan jeg snyder mindst. Vognen kan oplagt gøres kortere, ved at tage vinduer ud, men så har den færre vinduer end i virkeligheden. Jeg skelede til Dennis Tomsens B-vogne og opdagede, at han rent faktisk har et vinduesfag mindre end i virkeligheden. Det havde jeg aldrig tænkt på, for visuelt virker hans vogne rigtige.

Jeg besluttede derfor at efterligne Dennis og tage et viduesfag ud af vognen. Resultatet ses her:

Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet, som er det, jeg arbejder videre med.

For en ordens skyld skal det nævnes, at BlueBrixx er leveringsdygtig både i togvinduer i reddish brown og selve glassene.

Hjulene er (som på langt de fleste af mine lange vogne) forsynet med kuglelejer presset ind i 1×2 klods med hul. Størrelsen er MR52ZZ og kvaliteten er ABEC 3 (eller højere, men 3 er tilstrækkelig). Kuglelejerne køber jeg på tysk Amazon, mens aksler og hjul er fra BrickTracks (hjemkøbt gennem hollandske HA Bricks).

Litreringer og påskrifter er lavet ved hjælp af en Brother Label writer.

Download min model som digital Studio fil

ModelnavnBilledeDigital filSupplerendeEpokeModelårKategori
DSB CL 1514DownloadLitrering-CL.zip32023Personvogne

Download i stedet en anden model fra listen

ARK ejermærke