Baggrund og forbillede
Som man kan læse om et andet sted på disse sider, agter jeg at dyrke epoke III med mine klods-tog. Ingen regel uden undtagelser, så dette lokomotiv er én af dem. Det er bygget som trækkraft for et lille tog, der kan have kørt på Thybanen umiddelbart efter åbningen i 1880’erne. Det er fra de Jysk-Fynske Statsbaners tid, eftersom DSB endnu ikke var etableret.
Valget kan synes lidt mærkeligt for mange, men for en person med tæt kontakt til det nordvestjyske, er Thybanen interessant. Den udgår som bekendt fra Struer, hvor jeg voksede op tæt på banen, og slutter i Thisted. Nogle få kilometer nord for Struer passerer banen Oddesund, hvor der indtil 1938 var noget så eksotisk som en jernbanefærge. I dag er færgen naturligvis erstattet af en bro.
Min datter har fulgt sin mors kloge eksempel og giftet sig med en mand, der er opvokset langs Thybanen, så kontakten til landsdelen er sikret med endnu to generationer, idet min datters familie naturligvis regelmæssigt besøger farmor i Thy. Der er altså gode grunde til at beskæftige sig med Thybanen.
Tanken var, at toget skulle bestå af et damplokomotiv, en rejsegodsvog, en passagervogn og en godsvogn (altså et godt gammeldags blandet tog).
Det valgte lokomotiv er P 125, der tilhører en serie af små damplokomotiver specialkonstrueret af maskindirektør Otto Busse til de Jysk-Fynske Statsbaners sidebaner med spinkle spor. Det er også kendt som “lille P”, “gammel P” eller blot P (I). Det er bygget i 1882 op til Thybanens åbning. Efter min opfattelse er lokomotivet det mest besynderlige damplokomotiv, DSB har haft, idet der er tale om et såkaldt halv-tender lokomotiv (altså en mellemting mellem en sædvanlig kulvogn og et normalt tenderlokomotiv, hvor kul og vand medbringes på selve lokomotivet). En anden mærkværdighed var, at det er konstrueret til at køre “baglæns” – altså med kulbeholdningen forrest, hvilket også ses af den karakteristiske prærie-kofanger forrest (bagerst) på kulkassen. Ud over Thybanen blev serien også bygget med henblik på Salling-banen og Assensbanen.
I det lange løb viste det sig, at man havde været for sparsommelig ved anlæggelsen af Thybanen. De spinkle spor forudsatte små lokomotiver, men disse små P maskiner var for svage til det kuperede landskab i Thy, så det viste sig, at man måtte have to lokomotiver spændt for togene. Dermed røg besparelsen og allerede i 1902 valgte man at lægge kraftigere spor ud på banen. De små P-maskiner blev dermed overflødige, og mange blev solgt til privatbanerne. Specielt blev P 125 i 1906 solgt til den nyanlagte Slangerupbane, hvor den var i drift frem til 1948. Ved banens overdragelse til DSB samme år, kom lokomotivet dermed tilbage til DSB, hvor det blev bevaret til Jernbanemuseet, hvor det stadig den dag i dag kan beses.
Billedpræsentation
Først ses lokomotivets venstre side (efter kørselsretningen!) skråt “bagfra”.
Dernæst et direkte sidefoto:
Så højre side (i kørselsretningen!):
Det næste viser lokomotivet skråt forfra. Bemærk den karakteristiske prærie-kofanger (Thybanen var uindhegnet nord for Oddesund, så måske har begrebet “kofanger” faktisk givet mening …). Også messingkanterne om førerhusets vinduer ses tydeligt her:
Endelig et vitrinebillede af hele den fast sammenkoblede enhed med lokomotiv og rejsegodsvogn:
Tekniske detaljer
Skal man tro jernbanemuseet, har lokomotivet haft røde hjul og pufferplanker, hvilket ellers ikke er normalt for danske damplokomotiver. Jeg valgte derfor “dark red” medium hjul fra Big Ben Bricks. Jeg synes de højrøde hjul, der typisk benyttes på tyske lokomotiver, ville se forkerte ud. Gangtøjet er fra Trained Bricks. Løbebogien under kulbeholderen er sideforskydelig, som det i øvrigt også var tilfældet på det originale lokomotiv i kraft af et system opfundet og patenteret af Busse (på Jernbanemuseet kan man se, at fabrikspladen har en tilføjelse, der lyder “Busse’s patent”).
Lokomotivet har en pæn mængde kobberrør, der på modellen er eftergjort med bøjede rigid hoses i farven pearl gold (der strengt taget er for lys, men jeg savner et bedre alternativ). Formningen af disse hoses er hjulpet på vej af et kobberkabel, der er ført ind i røret, hvorefter det hele kan bøjes i vilkårlige retninger. Formen bevares af kobberkablet, der bliver siddende. Førerhusets vinduer (både for og bag) har messingkanter, som på modellen er lavet på en Brother label writer med guld på sort. Hele den resulterende sticker er så klæbet på vinduet, så guldranden passer med vinduesrammen. Til sidst er stickeren skåret ud med en skalpel, så der bliver “gennemsyn” gennem glasruden.
Modellen far først forsynet med en lille Powered Up motor, men da der ikke er plads til Powered Up hub’en, skulle lokomotivet køre fast sammenkoblet med den rejsegodsvogn, der ses på det sidste billede. Skorstenen over vognens bremskupe (der havde opvarmning) kunne løftes op, så man med f.eks. en blyant kan tænde hub’en. Omkostningen ved denne løsning var, at der går to små ledninger fra vogn til lokomotiv. Da der er tale om en almindelig Powered Up motor, virker den som udgangspunkt anderledes end en togmotor (med en fjernbetjening kører motoren kun når man trykker på knappen, og den kører enten på fuld kraft eller holder stille). Det kan man dog med bidetang og loddekolbe rette op på, så den dels kommer til at opføre sig som en togmotor og dels kun behøver to ledninger til motoren (i stedet for de normale seks). På dette link kan man læse mere om, hvad det kræver.
Som med D-maskinen viste det sig, at den lille motor gav for lille trækkraft, så jeg har siden byttet den ud med en motor fra Circuit Cubes.
Download min model som digital Studio fil
| Modelnavn | Billede | Digital fil | Supplerende | Epoke | Modelår | Kategori |
|---|---|---|---|---|---|---|
| JFJ/DSB P 125 |  |  | — | 1 | 2021 | Damplokomotiver |
Download i stedet en anden model fra listen
