DSB PR 901

Baggrund og forbillede

Som det vil være mange bekendt, har jeg i 2024-2025 arbejdet på et større projekt, hvor jeg byggede et helt DSB cirkustog fra Cirkus Miehe omkring 1950. Omtalte cirkus havde som bekendt hjemsted på Cirkusgården i Ydby, hvilket betød, at deres sommerturneer startede med at al deres materiel og alle deres dyr (heste, elefanter og mange andre) blev transporteret til Ydby station, hvor DSB havde et passende antal godsvogne holdende klar. Der er beretninger om, at hele operationen med at drage på turne tog et par dage, før der kunne fløjtes til afgang.

Kilderne beretter om, at et sådant cirkustog var ganske stort med over 20 vogne. Det har krævet et ganske kraftigt lokomotiv at trække afsted med et sådant tog. Desværre har jeg hverken kunne finde billeder eller skriftlige kilder, der kan dokumentere, hvilket lokomotiv der trak cirkustoget afsted fra Ydby mod sommerens eventyr. Muligheden for at man lavpraktisk har kørt med forspand (f.eks. to D-maskiner) er bestemt også til stede, men det er rent gætteri.

Jeg tillader mig derfor den frihed at gætte. Det hører med til historien, at Thybanen, hvor Ydby ligger, er/var en udpræget sidebane med forholdsvist spinkelt spor. Fra Ole Edvard Mogensens fremragende bog om Thybanen (udgivet i anledning af banens 140 års jubilæum i 2022) ved jeg, at det største damplokomotiv, der har kørt på Thybanen er litra PR, så jeg har besluttet, at (i hvert fald i mine tog), er det en litra PR, der trækker Miehes cirkustog. Det er en lokomotivtype, der er fremkommet ved at ombygge et antal af de legendariske P-maskiner, så de fik lavere akseltryk og dermed kunne køre på strækninger, hvor P-maskinen ikke måtte køre på grund af for stort akseltryk. Hele processen er beskrevet på forbilledlig vis i Steffen Dreslers bog “DSB litra P og PR – fra Atlantic til Pacific”. Bogen indeholder også de skalategninger af litra PR, der har ligget til grund for min model.

Litra PR har nogle karakteristika, der gør den genkendelig:

  • Når man betragter lokomotivets kedel fra siden, ses det, at fyrboksdelen har større diameter end selve hovedkedlen.
  • Der er både en rund og en lidt større oval dom på kedlen.
  • Hjulene på både for- og efterløber har påfaldende lille diameter sammenlignet med andre store damplokomotiver.
  • Der er tale om en firecylindret maskine med to udvendige og to indvendige cylindre.

Jeg har valgt at bygge nummer 901 dels fordi, den ikke har næsten vandrette aflange vinduer hen over kedlen, og dels fordi det nævnte eksemplar med sikkerhed har været i Struer (der som bekendt er Thybanens sydlige endestation).

Billedpræsentation

Og så er det tid til nogle billeder. Først ser vi lokomotivets højre side:

dsb damplokomotiv litra pr epoke3

Dernæst et frontbillede (hvor man bl.a. ser de indvendige cylindre):

Vi bevæger os videre til venstre side:

Vi går videre og kigger på venstre side skråt bagfra:

Dernæst direkte bagfra:

Endelig et kig skråt bagfra på højre side:

Tekniske detaljer

Klodser og påskrifter

Jeg skal naturligvis huske de sædvanlige bekendelser: Hjulene er ikke fra LEGO, men derimod fra Big Ben Bricks, gangtøjet er 3D-printet og enkelte klodser ved bagerste drivhjul har måttet skæres for at give plads til hjul og gangtøj. Hvad angår mere præcise specifikationer, er drivhjulene størrelse XL, for- og efterløbere er størrelse XS og tenderens hjul er størrelse M. Litreringer og påskrifter (herunder fabrikspladen på de udvendige cylindre) er frembragt af min Brother P-touch P700 label writer.

Den motoriserede tender

Det er altid et valg, om man vil bygge motor(er) i et lokomotiv eller fremføre toget (altså skubbe lokomotivet) med en motoriseret rejsegodsvogn, hvor jeg som bekendt allerede har en motoriseret litra ECO. Jeg har her valgt en mellemløsning, hvor tenderen er motoriseret med en enkelt togmotor. Det betyder, at lokomotivet kan køre selv og også kan trække et par vogne. Der er dog næppe tvivl om, at den enlige togmotor ikke kan fremføre et langt tog, så til strækningskørsel med hele cirkustoget, vil der skulle laves software, der kan synkronisere alle tre togmotorer (de to i ECO og den ene i PRs tender). Med tre togmotorer, der trækker på én gang forventer jeg at kunne køre med et ganske langt cirkustog. Hvis det viser sig vellykket, agter jeg at bruge løsningen i flere fremtidige damplokomotiver (litra P, H, og R) da de havde samme type tender.

Min motorisering af tenderen er som nævnt baseret på en togmotor, men da tenderens hjul er større end på rejsegodsvognen, trækker motoren ikke direkte på akslerne. I stedet overføres kraften ved tandhjul, hvor der geares ned for større trækkraft (og for at kunne synkronisere med togmotorerne i rejsegodsvognen). Togmotoren ligger derfor hævet inde i tenderen, som det fremgår af følgende render, hvor siderne er fjernet, og “låget” er løftet af:

Togmotoren ses tydeligt med påsatte tandhjul. Den hvide 8×4 konstruktion med lyseblå pladebund skal forestille en reduceret PoweredUp hub, som jeg har præsenteret i et separat indlæg her på blog’en. Der er så (lige præcist) plads til, at der kan ligge et 9V batteri på tværs hen over hub’en lige under “låget”.

Den næste render viser fra en anden vinkel, hvordan nedgearingen er foretaget:

Som det fremgår af den sidste render, er der træk på alle fire aksler:

Da “låget” også ses nedenfra, kan man tydeligt se, at der benyttes technic plates med huller, som togmotorens pin passer ind i, så der ikke begås vold mod motoren.

Download min model som digital Studio fil

ModelnavnBilledeDigital filSupplerendeEpokeModelårKategori
DSB PR 901DownloadLitrering-og-vinduer-PR.zip32024Damplokomotiver

Download i stedet en anden model fra listen

ARK ejermærke