Bygning af DSB materiel fra epoke III

Indledning

Målgruppe

Som beskrevet i en anden artikel vil man som seriøs klodsbygger skulle træffe nogle basale valg både med hensyn til, hvilket driftsselskab og hvilken epoke, man dyrker. Når valget er foretaget, skal man i gang med at bygge. Denne side er ment som en hjælp og inspirationskilde til folk, der har besluttet sig for, at det netop er DSB epoke III, de ønsker at genskabe i model. Mit håb er, at teksten både vil have interesse for nybegyndere og personer med lidt øvelse (de meget øvede skal nok finde ud af det selv).

Hvorfor epoke III?

Billedet, der pryder toppen af siden, viser et typisk epoke III scenarie. Helt konkret er det en model af Ydby station i 1950. Der er tale om en typisk landstation på Thybanen (altså sidebanen Struer-Thisted). I epoke III fandtes disse landstationer stadig, og ikke nok med det: De var stadig levende og spillede en central rolle i det lokalsamfund, de betjente. Hvis vi begynder med stationen (før vi ser på materiellet), er der en lang række ting, der karakteriserer en sådan landstation:

  • Selve stationsbygningerne ses bagerst i midten. Der er en hovedbygning (til venstre), med ventesal, billetsalg, kontor og tjenestebolig for stationsmesteren. Endvidere er der et pakhus (til højre) med vaskerum, brændsel og plads til godsopbevaring.
  • Yderst til venstre ses et lille rødt træskur. Det er et kolonnehus, der som navnet siger, var tilholdssted for den arbejdskolonne, der havde ansvaret for at vedligeholde en nærmere defineret del af strækningen før og efter stationen. En ældre mand, der kunne huske kolonnehuset, fortalte mig ved en udstilling, at der havde arbejdet mindst 10 mand ved kolonnen.
  • Lige bag kolonnehuset (gemt bag dette) er der en enderampe, der benyttedes til at læsse godsvogne fra enden (typisk landbrugsmaskiner og lignende – eller som her, cirkusvogne). Bag de to parkede (lukkede) godsvogne nogenlunde midt i billedet findes en siderampe, der benyttedes til læsning af levende dyr.
  • Til højre for de to lukkede godsvogne, ses det overdækkede foldanlæg, der benyttedes til midlertidigt opstaldede svin, der skulle med toget til slagteriet.
  • Forrest i billedet er der en smal strimmel jord, hvor stationsmesteren råder over en have til eget brug (men på stationens område).
  • Til venstre for hovedbygningen bag cirkustoget skimtes stationens vandtårn. Den førnævnte ældre mand fortalte også, at byens knægte tit hjalp lokomotivpersonalet med at få “tuden” fra vandtårnet på plads. Ofte drillede lokomotivpersonalet så drengene, ved at skubbe til den lærredssæk, der sad på tuden, så drengene blev oversprøjtet. Trods “brusebadene” vedblev tjansen dog at være sjov for drengene.
  • Mellem cirkustoget og stationsbygningen skimtes to vandkraner (lysegrå) – vi er stadig i dampens tid.
  • Spornettet er begrænset og består blot af fire spor i alt. Der er hovedsporet, et overhalings- og krydsningsspor, samt to læssespor (ét ved hver rampe).

Alle de nævnte forhold er karakteristiske for epoke III, og de er for mig stærkt medvirkende til at gøre tiden interessant. Der sker virkelig meget selv på en lille station, og for mig er det fascinerende, at der er så meget, der kan bygges med klodser. Samtidigt er det hele af begrænset størrelse, så min model af stationen er faktisk meget realistisk, idet jeg har alle bygninger, alle spor, begge ramper og de forskellige faciliteter til dampdrift med. Dog må det indrømmes, at min model af stationen er ganske meget forkortet i forhold til virkeligheden.

De levende små landstationer er altså for mig en væsentlig motivation for at dyrke epoke III. Går man op i nutiden (eller bare epoke IV), stopper toget stadig i Ydby, men stationen er nu kun et trinbræt. Kun hovedsporet er tilbage, så krydsning og overhaling er ikke muligt. Der er stadig billetsalg (fra en automat) og “ventesalen” er reduceret til et glasbur, hvor man kan søge ly for vejr og vind. I mine øjne er det uendeligt fattigt sammenlignet med epoke III. En af vore absolut bedste forfattere af jernbanehistorisk litteratur, Ole Edvard Mogensen, har i øvrigt skrevet en bog med titlen “Den forsvundne landstation” (ISBN: 978-87-991676-2-3).

Så, når man vælger nyere epoker fra, fordi driften og omgivelserne bliver kedeligere, kan man med rette spørge “hvad med epoke I eller II?” Hertil er mit svar, at materiellet simpelthen er mere interessant i epoke III. Hvis vi igen tyr til billedet i toppen, ses følgende materiel:

  • Allerøverst til venstre (over kolonnehuset), ses et mellemstort damplokomotiv af litra D på vej ind på stationen.
  • Helt til højre ses et af de helt store damplokomotiver af litra PR.
  • Efterspændt PR maskinen ses en lang række åbne godsvogne af litra TF, TGC og TD.
  • Ved foldanlægget nogenlunde midt i billedet ses to lukkede godsvogne af litra QH og QR.

Et andet billede fra samme layout viser en række andre karakteristiske tog fra epoke III (tak til Lars Kristensen for lån af foto):

Vi ser fra venstre mod højre:

  • Den føromtalte D-maskine med et lille persontog.
  • Lyntoget “Uldjyden”, der er byget af og venligst udlånt af Victor Winther.
  • Motorvognsaggregatet MK-FK
  • (Et Thybanetog fra epoke I – beklager)
  • To hvide godsvogne af litra IE og IEB.

Jeg har altid haft en svaghed for store damplokomotiver, så vi skal et stykke op i tiden, før de dominerer. Samtidig er motordriften for alvor kommet i gang med masser af motorvogne og endda lyntogssæt. Selv de legendariske diesellokomotiver MX, MY og MZ introduceres i epoke III, så efter min opfattelse får man i denne periode det bedste fra alle verdener.

Hvorfor DSB?

Min lovtale for driftsselskabet bliver kortere end for epoken. At det skal være dansk materiel er for mig en selvfølge, så egentlig står valget blot mellem DSB og en privatbane. Valget var for mig let, da DSB i epoke III rådede over store mængder meget varieret materiel. På dampsiden spændte det fra de små rangermaskiner af litra F til de kæmpemæssige E maskiner, hvoraf der leveredes nye helt til 1950. Hvad angår motorvogne, spændte materiellet fra de små bitte litra MA til de store dobbeltvogne MK-FK.

Det er med andre ord det righoldige udvalg af forbilleder, der fik mig til at vælge DSB.

↑ Tilbage til toppen

Valg af forbillede

Dette vil som regel være dikteret af ens personlige interesse. Da jeg begyndte på hobbyen var min store drøm at bygge danske damplokomotiver, hvilket jeg virkeliggjorde med min litra D (efter at have øvet mig på diesellokomotivet af gammel litra MX). Dernæst skulle lokomotiverne have vogne at køre med, og her skelede jeg blot til, hvad der passede til lokomotiverne.

Afhængigt af, hvor ambitiøs og/eller nøjeregnende man er, vil der være en overvejelse om, hvorvidt man bare bygger f.eks. en O-maskine, eller man bygger et bestemt nummer. Jeg har f.eks bygget D 821, hvilket blot skyldtes, at jeg ville have en D-maskine, fordi det er et lokomotiv, der fandtes i meget stort antal og har kørt over alt i landet. At det blev nummer 821, skyldes bare, at det var den, jeg havde en byggetegning til.

I andre tilfælde kan der være noget med at nogle lokomotiver er ombygget, mens andre ikke er. Man bør så give modellen et nummer, der passer med den version, man har bygget. Her kan jeg give min O-maskine som eksempel. Jeg byggede den med lille dom og høj kulkasse, hvilket betød, at jeg skulle finde et eksemplar, der passede til det. Det gjorde så nummer 315. Da den er bygget af Borsig, skulle jeg naturligvis også sikre mig, at der kom til at stå Borsig på fabrikspladen.

Mange vil anse den slags som ligegyldige petitesser, og hvis man har det sådan, kan man jo gøre, som man vil. Ved modelbaneudstillinger kan man omvendt sagtens møde folk, der kan (og vil) fortælle én, at man har begået en bommert. Skulle det ske, kan man efter temperament vælge at trække på skulderen eller rette op på fadæsen.

Der kan naturligvis også være andre grunde til, at man vælger et bestemt nummer som forbillede. Én af foreningen Togklodsens bedste modelbyggere foretrækker eksempelvis, at bygge eksemplarer, der findes på jernbanemuseet. Det kan også være at man modellerer en bestemt strækning, og derfor vil vælge et nummer, der med sikkerhed har kørt på den pågældende strækning. F.eks. valgte jeg med min litra PR at bygge nummer 901, fordi den med sikkerhed har været i Struer.

Min egen tilgang er, at jeg primært bygger et lokomotiv eller en vogn af et bestemt litra. Når jeg så vælger et konkret nummer, skeler jeg bare efter oplagte faldgruber og forsøger at undvige dem.

↑ Tilbage til toppen

Indsamling af information

Hvilke informationer skal man bruge?

Svaret afhænger naturligvis af, hvad man bygger, men i hovedtræk har man brug for følgende informationer:

  • Masser af billeder fra så mange vinkler som muligt. Når vi taler epoke III vil der typisk være mange billeder at finde (men går man ned i epoke I, kan det være meget svært at finde nogle).
  • Hovedmål eller endnu bedre: En målfast byggetegning.
  • Detailtegninger: Der er ofte ting, der er svære at få styr på blot gennem fotografier og overordnede tegninger. Det kan dreje sig om:
    • Undervognen. Der er sjældent gode nærbilleder af undervognen, der på datidens sorthvide fotos ofte kommer til at fremstå sort-i-sort.
    • Taget: Hvilke ventiler og kølere var der egentlig, og hvordan sad de. Da billeder sjældent er taget fra oven, kan det være svært at gennemskue.
    • Gangtøj på damplokomotiver. Det kan godt være, man kan se det på billederne, men det kan være uhyre svært at gennemskue, præcist hvilke dele det bestod af, og hvordan de var skruet sammen.

Heldigvis er i dag masser af hjælp at hente både fra online kilder og fra en række rigtigt gode bøger.

Informationskilder

Tidsskrifter

Tidligere udkom der også meget seriøse og gennemarbejdede tidsskrifter med fokus på jernbaner både i virkeligheden og i model. For en systematisk oversigt over disse tidsskrifter henvises til en separat artikel om “Modelbanetidsskrifter” her på sitet.

For den seriøse epoke III bygger ligger der masser af nyttig information i disse mange blade. Specielt Signalposten og Lokomotivet havde et fokus, der var “lige i øjet” for, den der bygger DSB, epoke III. Bladene har både bragt billeder, byggetegninger og detaljerede beskrivelser af forbillederne og deres historie. Da alle numrene er digitaliseret er det forholdsvist nemt at undersøge (via indholdsfortegnelser på tværs af alle numre), om der har været bragt artikler om lige det forbillede, man har udset set.

Bøger

Generelle bøger

Først et par bøger med masser af billeder fra epoke III. De er nok mest til overordnet inspiration snarere end konkret information under bygning af modeller:

  • Torben Andersen. 2011. DSB i årene 1950-1969 – set gennem danske jernbanefotografers kameraer. TpT (Tog på Tryk). ISBN 978-87-992 594-4-1
  • John Poulsen. 2021. Med toget gennem tresserne. Bane Bøger. ISBN 978-87-91434-57-0.
Damplokomotiver

Agter man at bygge DSB damplokomotiver der har kørt i epoke III er der næppe nogen vej uden om Steffen Dreslers bogserie, der så vidt jeg kan vurdere, dækker samtlige af slagsen. De fleste af dem ses på dette billede:

De tyske krigslokomotiver, der i Danmark kørte som litra T og litra N er behandlet i en bog for sig selv (ikke vist på billedet). Da disse lokomotiver egentlig blot er tyske lokomotiver (hhv. BR 38 og BR 50), der blev forsynet med et DSB skorstensbånd og fik malet et dansk litra på siden, påkalder de sig nok mindre interesse end de danske maskiner. Dog kan man sige, at litra N som det største damplokomotiv, DSB har haft (det eneste femkoblede), måske tiltrækker sig en vis interesse – også fordi litra N var blandt de absolut sidste damplokomotiver i drift.

Steffen Dreslers bøger er et “must”, hvis man vil bygge danske damplokomotiver. Bøgerne er spækkede med tegninger og billeder (også af detaljer, som det er svært at få styr på ad andre veje). Endvidere giver de en fyldig fremstilling af de enkelte lokomotivers for- og driftshistorie, hvor de har været stationeret osv.

Bøgernes formalia fremgår af denne liste:

  • Steffen Dresler. 1994. DSB litra ACK. Otto Busses danske amerikanere. Lokomotivet Forlag. ISBN 87-984221-4-6. Omhandler naturligvis litra A, K og C.
  • Steffen Dresler. 2006. DSB litra E. De svensk- og danskbyggede eksprestogslokomotiver hos DSB 1937-1970.Lokomotivet Forlag. ISBN 87-90 779-06-1.
  • Steffen Dresler. 2008. DSB litra R, H og S … de store delvis danskbyggede damplokomotiver. TpT (Tog på Tryk). ISBN 978-87-992594-0-3.
  • Steffen Dresler. 2009. Damprangerlokomotiverne hos DSB 1892-1970. TpT (Tog på Tryk). ISBN 978-87-992594-2-7. Omhandler blandt andet litra F og litra Q (plus en lang række mere eksotiske forbilleder.
  • Steffen Dresler. 2011. DSB litra P og PR – fra Atlantic til Pacific. TpT (Tog på Tryk). ISBN 978-87-99-2594-5-8.
  • Steffen Dresler.2015. DSB litra O – skovtursmaskinen. TpT (Tog på Tryk). ISBN 978-87-99-2594-8-9.
  • Steffen Dresler. 2017. DSB litra D. Statsbanernes universallokomotiv gennem mere end 50 år. TpT (Tog på Tryk). ISBN 978-87-999181-1-9.
  • Steffen Dresler. 2018. Det’ en tysker! DSBs anvendelse af tysk konstruerede lokomotiver under og efter anden verdenskrig. Bane Bøger. ISBN 978879143450X.

På billedet længere oppe har jeg suppleret Steffen Dreslers bøger med følgende bog:

  • J. Guldbæk Christensen. 1975. Damp-trækkraft i model. Signalpostens forlag. ISBN 87 87288 09 5.

Bogen udmærker sig ved at indeholde billeder, tegninger og skitser, som det kan være svært at få styr på via almindelige fotografier, hvor maskinens helhed er i fokus. Især er der en gennemgang af forskellige typer gangtøj, hvor der gås i dybden også med de komplicerede ting som Tricks styring og (det for epoke III mest relevante) Heusinger styring. Det forklares helt ned i detaljen, hvilke enkeltdele sådanne systemer består af og hvordan de virker. Dette er uhyre nyttigt for den der vil bygge lokomotiver med bevægelig styring.

Endelig skal også nævnes William Bays pragtværk på hele 340 sider om Danmarks Damplokomotiver, der, så vidt jeg forstår, er en fuldstændig gennemgang af alle danske damplokomotiver (statslige som private):

  • William Bay. 1977. Danmarks Damplokomotiver. Herluf Andersens Forlag. ISBN 87-7321-031-5
Motorvogne

For DSB motorvogne og togsæt i epoke III er de væsentlige informationskilder Torben Andersens bøger, hvor der findes to af slagsen:

Torben Andersen er den tidligere mangeårige redaktør af tidsskriftet Lokomotivet, der var én af sværvægterne blandt danske modelbaneblade. Kun den ene bog foreligger endnu, men den anden (om de røde lyntog) er under udarbejdelse og forventes udgivet i efteråret 2026. Hans bøger er en sand guldgrube for modelbaneentusiaster, idet de systematisk gennemgår forbilledernes for- og driftshistorie samtidig med at de bringer masser af billeder og tegninger.

Bøgernes formalia er:

  • Torben Johannes Andersen. 2024. Danskbyggede motorvogne hos DSB 1945-1974. ME MF, ML, MR, MQ, MO, MP og Mk-Fk … og overtagne motorvogne fra SFJ. TjA Historic. ISBN 978-87-97 38 59-5-1.
  • Torben Johannes Andersen. 2026. DSBs røde lyntog 1934-1994. Litra Ms, MB, MA og Prototypelyntoget. TjA Historic. ISBN 978-87 38 59-9-9.

↑ Tilbage til toppen