
Baggrund
Da Thybanen skulle anlægges (åbnede 1882) skulle der spares. Der blev derfor benyttet spinkle skinner, snævre kurver og indhegningen blev droppet nord for Limfjorden. Strækningen indbefattede i øvrigt noget så eksotisk som en jernbanefærgeforbindelse over Oddesund. Det har næppe været billigt, så måske ligger en del af forklaringen på spareiveren på selve strækningen hér. I parentes bemærket skal det nævnes, at 1882 er før DSB blev oprettet, så vi er tilbage i de Jysk-Fynske statsbaners tid (JFJ).
På grund af det spinkle spor og de snævre kurver valgte maskindirektør Otto Busse at specialkonstruere et lille såkaldt “halvtender”-lokomotiv, der fik betegnelsen litra P (også kendt som “lille P”, “gammel P” eller blot P (I)). Jeg har valgt at mit lille tog fra 1882 skal være et blandettog, hvilket jeg anser for realistisk Vognene skal naturligvis passe til, så jeg måtte finde nogle af passende alder. Jeg antager, at der har været en rejsegodsvogn (med togførerkupe) med i toget, og valget faldt på litra ED bygget i 1880. Personvognene (jeg har dog kun bygget én) har helt sikkert været gammeldags kupevogne med løbebrædder til togføreren, der under kørslen billetterede udefra. Jeg har valgt litra BK, der er bygget i 1868 og i øvrigt bevaret på Jernbanemuseet. En godsvogn skulle der også med, og jeg valgte litra GD.
Billedpræsentation
Vi ser hele toget fra et par skrå vinkler:


Efterskrift
Min far, der blev født i 1917, kunne huske tiden med jernbanefærgerne over Oddesund. Han voksede op i Resen syd for Limfjorden med Humlum som nærmeste station. Min farmor var fra Thyholm, så når min far var med sin mor på familiebesøg på Thyholm indebar rejsen følgende etaper:
- En tur med hest og jumbe fra gården i Resen til Humlum station.
- En togtur fra Humlum til Oddesund Syd.
- En tur med færgen over Oddesund (det var kun godsvogne der blev læsset på færgen – passagererne måtte stå af og gå om bord).
- En togtur fra Oddesund Nord til Hvidbjerg
- En tur med hest og jumbe fra Hvidbjerg station til min farmors søsters gård.
I dag, hvor broen er der, tager samme tur vel et kvarters tid i bil (medmindre broen da er oppe…)
