DSB S 736

Baggrund og forbillede

I 2023 arbejdede jeg på et større togprojekt, hvor endemålet var at få bygget et helt DSB kystbanetog, som det så ud omkring 1950. Kystbanen er som bekendt jernbanestrækningen mellem København og Helsingør, men helt tilsvarende tog kørte på Nordbanen (København-Hillerød-Helsingør). Vi taler med andre ord om den københavnske nærtrafik med masser af passagerer, tæt trafik og lange tog. Vi er derfor i en hel anden verden end de søvnige sidebaner, jeg ellers ofte holder mig til.

Og hvordan så sådan et tog så ud? Det blev fremført af et damplokomotiv (somme tider to i forspand), men da afstandene var beskedne, og det hele skulle gå stærkt, var damplokomotivet et såkaldt tenderlokomotiv. Et sådant er kendetegnet ved, at det ikke har separat tender (“kulvogn”), men opbevarer både kul og vand i beholdere på selve maskinen. Dermed var der plads til mindre, men det gjorde ikke så meget, da afstandene var beskedne. De havde den fordel, at de kørte lige godt i begge retninger (“forlæns” og “baglæns”), hvilket betød, at det ikke var nødvendigt at vende dem ved endestationen. De kunne bare løbe om, og blive koblet for togets anden ende og fortsætte i modsat retning.

De første tenderlokomotiver til den københavnske nærtrafik (før S-togenes tid) var de små O-maskiner, som dog i det lange løb var små, og den meget større S-maskine så dagens lys. Det er denne maskine (nummer S 736), jeg har valgt som trækkraft for mit kystbanetog. Det er bygget af lokomotivfabrikken Frichs i Århus i 1928. Det er hensat i 1961, hvorefter det blev brugt i museumsdrift, hvor det udrangeredes i 1982.

Fotopræsentation

Vi lægger ud med et kig på maskinens venstre side:

Dernæst begynder vi at bevæge os rundt om lokomotivet, som vi nu ser fra en mere spids vinkel:

Så får vi et kig frontalt:

Vi er nu på vej mod højre side:

Et kig skråt bagfra på højre side

Bagenden (der ofte var forrest, da der er tale om et tenderlokomotiv):

Vi skal også lige se et par billeder af lokomotivet i sit rette element som trækkraft for et helt kystbanetog ved Togklodsens udstilling på Danmarks Jernbanemuseum i 2023. Det kører foran typiske københavnske huse bygget af Peder Svend Pedersen. Husene i baggrunden (ved de bagerste vogne) er bygget af Christoffer Behrens.

Tekniske detaljer

Byggetegningerne til en S maskine har jeg haft siddende i en mappe helt siden jeg som teenager bestilte dem på postordre fra Helsingør Jernbaneklub. De er udført af den legendariske A. Hansen i skala H0, så jeg har naturligvis måttet forstørre dem. Lokomotivet skal kunne trække et pænt langt tog, så jeg har prioriteret trækkraften ved at indbygge to stk Powered Up Technic stor motor (nummer 88013). Da der også skulle være plads til Powered Up hub’en med batterier (nummer 88009), var det heldigt, at der er tale om et stort lokomotiv med store vandbeholdere på siden, så alt dette elektronik ikke kan ses.

Drivhjulene er som sædvanligt fra Big Ben Bricks (størrelse XL). Det samme gælder for- og efterløbere, der er størrelse S. Gangtøjet er 3D printet.

Litreringer og andre påskrifter er lavet på en Brother label writer. Det samme gælder de ovale vinduer forrest og bagerst i førerhuset. Der er tale om gennemsigtige klodser påklæbet labels med sort tryk på transparent baggrund.

Download min model som digital Studio fil

ModelnavnBilledeDigital filSupplerendeEpokeModelårKategori
DSB S 736DownloadLitrering-og-vinduer.zip32024Damplokomotiver

Download i stedet en anden model fra listen

ARK ejermærke