Gedser remise og station 2026

Besøg på Falser i regn og rusk

I den forgangne weekend opholdt jeg mig af helt andre grunde på Falster. Da min GPS kunne fortælle mig, at jeg kun var 20 minutters kørsel fra Gedser, skulle jeg naturligvis derned for at se remisen og stationen.

Samme GPS viste lørdag eftermiddag uden problemer vej til remisen, som dog havde lukket dørene i for besøgende en halv time tidligere. Jeg kunne sagtens se stationen nogle få hundrede meter væk, men tilsyneladende spærrede store trådhegn med låste låger for adgangen til stationen. Jeg tænkte, at der nok var en anden vej dertil, så jeg bad min GPS om at vise vej. Det ville den gerne, men problemet var, at skulle jeg følge dens angivelser ville jeg ende på færgen til Rostock. Da jeg ikke havde ærinde dér, måtte jeg køre tilbage til mit logi med uforrettet sag.

Heldigvis var der et skilt ved remisen, der oplyste om, at om søndagen var der åbent for besøgende fra 11 til 16. Derfor kørte jeg igen til Gedser efter at have spist brunch på mit logi. Nu var der heldigvis åbent, og jeg betalte de 70 kroner, det kostede at komme ind. Den flinke billettør kunne også fortælle mig, at man sagtens kan komme over til stationen. Jeg skulle blot følge hovedgaden og dreje til højre lige efter kirken. Det viste sig senere at holde stik, så kustoden er klart mere velorienteret end Google Maps. Dagen var altså reddet!

Når man ankommer til remisen, bliver man modtaget som billedet herunder viser. Et skilt viser vej, og flaget er hejst. Selve den runde del af remisen ses til højre (bag “børnetoget”). I midten ses det kæmpestore meget karakteristiske vandtårn. Lige bag vandtårnet ses den del af remisen, hvor sporene er ekstra lange, og hvor der er højere til loftet. Trådhegnet, der spærrer for adgangen til stationen, skimtes helt ovre i venstre side. Til venstre for flagstangen (bag træet) ses tilkørselsrampen til Rostockfærgen.

gedser; remise; station

↑ Tilbage til toppen

Gedser remise

Foreningen bag

Remisen drives af “Bevaringsforeningen Gedser Remise“, som har varetaget opgaven, siden DSB i sidste halvdel af 1980’erne ikke mere ønskede at drive den. Som jeg forstår det, er formålet både at bevare selve remiseanlægget med drejeskive og vandtårn og at bevare jernbanemateriel ved at stationere det i remisen, hvor der også gennemføres deciderede renoveringsopgaver. Det er ikke klart for mig, om det at udstille tingene også er en del af formålet, eller museet mest skal forstås som “kom og se, hvad vi har”. Det vender jeg tilbage til.

Ud over selve den “stillestående” udstilling, driver foreningen også veterantogskørsel mellem Gedser og Nykøbing Falster.

Udstillingen indendørs

Rammerne

For at forstå, hvad remisen rummer indvendigt, er det hensigtsmæssigt lige at se remisen udefra, hvilket er formålet med nedenstående billede. Som det ses, er der en drejeskive foran en rundremise med hele 12 spor. Over taget (lidt til højre for midten) ses både vandtårnet og lidt af sadeltaget over de to forlængede spor. Den (meget rustne) tender, der står ud for porten helt til højre, er fra en H-maskine, der er ved at blive renoveret (undervognen er afmonteret, så den er opstillet på en slags rullebukke på små jernbanehjul).

Det er for mig lidt overraskende, at Gedser har haft behov for så stor en remise. Nok var byen endestation for en jernbane, men der var jo på ingen måde tale om et knudepunkt. Der skulle selvfølgelig være faciliteter til at servicere de store damplokomotiver, der trak de internationale tog til færgen, og jeg går ud fra, at der også har været en form for lokaltog til og fra Gedser. Hvordan denne trafik kan retfærdiggøre en tolvsporet remise forstår jeg ikke, så hvis nogen kan forklare det, hører jeg gerne om det.

Det udstillede materiel

Lad det være sagt straks – det er en meget blandet samling, der rådes over, men lad os starte fra en ende af.

På sporet tættest på stationen ses dele af en H (II) maskine, der er ved at blive totalrenoveret med henblik på at blive bragt i køreklar stand, så den kan fremføre veterantog. Der er tale om H 783, der i øvrigt har sin egen hjemmeside, hvor der løbende rapporteres om fremdriften i dette imponerende projekt, der snart har stået på i 10 år, men hvor der er meget lang vej endnu. På billedet herunder ses tenderens undervogn (overdelen står som nævnt lige uden for porten). Om kuglegrillen blot tjener til at levere ristede pølser til arbejdssjakket, eller den benyttes til et eller andet i projektet ved jeg ikke.

Jeg må virkelig rose folkene bag Dansk Jernbaneklub, der står for restaureringen, for dette projekt. Tænk, hvis det lykkes at få en H-maskine ud at køre igen! Det er et lidt overset lokomotiv, der ikke desto mindre gjorde god fyldest hos DSB. Vi skal lige se tenderens overdel, før vi bevæger os videre. Den indadbuede nederkant er speciel for litra H (II).

Et par spor derfra stod MY 1104, men da jeg ikke antager, at nogen gider se billeder af et så almindeligt og kedeligt lokomotiv, iler vi hurtigt videre til næste spor, hvor der står noget så eksotisk som en J-maskine (nemlig J 1). Jeg erindrer ikke nogensinde at have set et eksemplar af dette litra, så det var unægteligt spændende. På næste billede ses det i al sin pragt. Bag det skimtes den grønne “Frank Jäger Berlin” boksvogn, der spillede en hovedrolle i filmen “Olsen Banden på Sporet”. Filmen afspilles i øvrig non-stop (tror jeg da nok) i et separat lokale.

Et par spor derfra er der udstillet en skinnecykel:

Cyklen stod lige foran et damplokomotiv, der pinligt nok voldte mig lidt hovedbrud. Første indskydelse var D-maskine, men så alligevel ikke. Døm nu selv:

En del forvirring (hos en ukyndig som mig): Skorstensbåndet viser, at det er DSB. Hjulstillingen og gangtøjet passer med en D-maskine. Udseendet passer ikke med noget som helst DSB lokomotiv, undtagen litra D, men fodpladen har et knæk og førerhuset er for åbent. Det varede lidt, før det hele faldt på plads: Det er en ikke ombygget litra D. Det er med andre ord en litra D (III). Maskinen har i 20 år (fra 1957 til 1978) været ejet af Odsherreds Jernbane.

På næste spor ses en skinnebus fra Lyngby-Nærum Jernbane bag ved et lille svensk skinneinspektions-køretøj:

Vi iler videre til lokomotivet “Gungner” (efter Odins spyd), der ses på næste billede. Lokomotivet er bygget til det Sjællandske Jernbaneselskab helt tilbage i 1884. Efter oprettelsen af DSB fik det litra Hs 368.

Igen er det tale om et lokomotiv, som jeg ikke erindrer at have set før. Bag det skimtes til gengæld en ganske almindelig litra MH (tilmed i sort/rød bemaling…).

Vi slutter gennemgangen med et kort kig på de to sidste damplokomotiver, nemlig DSB litra E 987 og (bag det) ØSJS 7. Jeg må tilstå, at jeg blev lidt overrasket over at se en kæmpe som E 987 på disse afsides kanter, men det var trods alt en positiv overraskelse.

For fuldstændighedens skyld skal også nævnes, at der på et spor i remisen er udstillet et svensk damplokomotiv tilhørende Nordsjællands Veterantog, hvor det har været benyttet til fremførelse af veterantog. For tiden er det dog ikke i aktiv drift. Personligt har jeg det lidt blandet med hele tanken om at køre rundt med et svensk lokomotiv i et dansk veterantog, men hvis ikke der kan skaffes danske lokomotiver, er det måske en udmærket løsning.

På det allersidste spor opmagasineredes dele af den H-maskine, man er i færd med at renovere. Der var blandt andet kedelen.

Andre effekter i udstillingen

Rundt omkring i remisen er der udstillet en del jernbaneeffekter af forskellig art, men det vil føre alt for vidt at opremse dem her. Der er også en modeljernbane, hvor man ved indkast af en 20-krone (ja priserne er steget, siden jeg sidst gjorde sådan noget), kan se et tog køre:

Modelbanen er nydeligt lavet og toget kører fint, men hvad det laver på et dansk jernbanemuseum, forstår jeg ikke helt.

Det udendørs

Desværre var det regnvejr med kraftig blæst, så herlighedsværdien af ophold udenfor var begrænset. Som det fremgår af det tidligere billede af remisen og drejeskiven, er det hele meget tilgroet. Der står ikke rigtigt noget materiel udenfor, hvilket naturligvis er godt for dets bevarelse, men det betyder også, at udendørsarealet er lidt tomt.

Veterantogsdrift

Lidt overaskende holdt Lemvigbanes Y-tog “Tangen” parkeret midt på arealet:

Jeg måtte lige gnide mig i øjnene, for det havde jeg ikke ventet. Det viser sig, at remisen (eller rettere folkene bag det) kører veterantog med togsættet om sommeren og i efterårsferien mellem Gedser og Nykøbing Falster. Det er altid dejligt at se et Lemvigbane-tog, så jeg klager ikke, men på den anden side synes jeg, det udvander begrebet “veterantog”. For mig er et sådant ikke et tog, der tidligere på året kørte i ordinær drift. Som tiden går, vil min indvending dog aftage i relevans …

Det gule palæ

Som det vil være mange bekendt, har remisen fået flyttet og genopstillet det ikoniske “Gule Palæ”, der blev berømt i førnævnte film om Olsen Banden på Sporet. Det er en sjov ide, og det er godt, hvis det betyder, at kommandoposten bevares for eftertiden. Heldigvis står palæet ikke bare og pynter på arealet – det er også åbent for besøgende, så jeg skulle naturligvis se det indefra.

Vi ser det dog først udefra på billedet herunder. Desværre har man ikke fået de to andre småbygninger med, der stod ved siden af det, men posten gør sig alligevel rigtigt godt og kommer næsten til at se autentisk ud på området.

Som sagt gik jeg ind i bygningen og bevægede mig op på første sal, hvor der ser ud som på nedenstående billede. Det var her ved det runde bord, lille Børge sad og drak kaffe og spiste wienerbrød med hr. Godtfredsen og hr. Brodersen i den ikoniske film. Som det ses, står kopperne der endnu.

Museet har også samlet en kollage med billeder fra filmen:

Der er også blevet plads til et te-køkken:

Opsamling på besøget

Som med så meget andet er forventningsafstemning en vigtig ting. Forventer man at finde et professionelt museum med en nøje tilrettelagt udstilling, er der ingen tvivl om, at man bliver skuffet. Det skyldes en lang række forhold:

  • Remisebygningen er for tæt pakket med materiel og belysningen er dårlig.
  • Der mangler en klar linje i (eller et klart tema for) udstillingen. Er det lokal jernbanehistorie, dansk jernbanehistorie, nordisk jernbanehistorie eller lidt af hvert?
  • Der mangler i ekstrem grad publikumsinformation både om det udstillede materiel, men også om de mange jernbanerelaterede genstande, der bare er lagt frem på rad og række. Det formidlende aspekt, der hører til et museum, er slet ikke med.
  • Hvor kommer al Olsen-Bande-halløjet egentlig ind i billedet? Det er jo ikke et filmhistorisk museum.

Man kan også besøge stedet med denne forventning: Gedser remise er først og fremmest er en institution, der gør en stor indsats med at bevare et historisk bygningskompleks og historisk jernbanemateriel. Tilmed muliggør stedet, at der kan gennemføres større renoveringsopgaver (som H 783), der virkelig har betydning for den jernbanehistoriske formidling i landet. Disse spændende aktiviteter og materiel kan man få lov at komme ind og se for et beskedent gebyr på 70 kroner. For at gøre det hele lidt sjovere har man også samlet nogle yderst genkendelige ting fra Olsen Banden. Møder man Gedser remise med denne sidst beskrevne forventning, bliver man helt sikkert ikke skuffet. Husk det, hvis du kommer til Falster!

Måske bør man simpelthen stryge udtrykket “Jernbanemuseum” og bare markedsføre sig som “Gedser remise – kom forbi og se, hvad vi har!”.

↑ Tilbage til toppen

Gedser station

Første indtryk

Som nævnt kunne billetmanden i remisen fortælle mig, hvordan jeg kunne komme til den gamle stationsbygning, så med hans beskrivelse nåede jeg sikkert frem til stedet. Bygningen fungerer nu som færgeterminal, så gående passagerer passerer gennem den for at komme ombord. Jeg mødtes af noget, som jeg først syntes var et trist syn. Sporene er væk, og der er ikke umiddelbart noget, der leder tanken hen på en jernbanestation.

Ved nærmere eftertanke formildedes jeg dog. Den gamle perronhal er tilsyneladende fjernet og erstattet med en ny hal i stål og glas, og egentlig synes jeg, den nye konstruktion klæder bygningen godt. De to dobbeltdøre med buet top på hver sin side af hallen viser sig også at være monteret i de oprindelige hvælvinger, man passerede igennem, når man gik fra den ydre del af perronen til den overdækkede del. Igen må man sige, at der er renoveret med respekt for det oprindelige.

Perronhallen

Efter at være lidt beroliget gik jeg dernæst ind i bygningen ad den venstre “buedør”. Indenfor ventede mig et helt uventet syn:

Perronhallen er bevaret! Og ikke nok med det: Perronerne er også bevaret. Sporene er blot dækket til med brædder (sikkert en illusion, men den er gennemført), og på et lille stykke er det ene spor blotlagt, og den nydeligste F-maskine står opstillet i pudset og poleret tilstand.

Det er så gennemført, at vi er nødt til at se det fra den anden side også (som det ses har cyklende turister hængt tøj til tørre på afspærringen):

Med andre ord er der virkeligt lagt vægt på at formidle, at dette er en stationshal! Godt nok bruger vi den til noget andet, men det sker i respekt for, hvad det var før. Selv stationsskiltene er reproduceret og ophængt (selv om skrifttypen da vist er forkert …):

For yderligere at forklare, hvad det er for en bygning, man står i, er der over alt (på dansk, engelsk og tysk) ophængt informative skilte med detaljeret redegørelse for stedets historie og trafikale betydning.

Helhedindtryk

Trist, at der ikke mere kører tog, men rigtigt flot renoveret og ombygget til færgeterminal! Det er mere end godkendt.

↑ Tilbage til toppen

Tilbage til Gedser

Fra stationen (nu “færgeterminalen”) er der et fint kig over til remisen:

Konklusionen på mit besøg er meget klar. Har du ærinde på Sydfalster, så læg vejen forbi remisen og se på de mange udstillede ting og husk, at foreningen yder et stort bidrag til bevarelse af vores jernbanehistorie. At få lov at se det for 70 kroner er yderst rimeligt, men forvent ikke et professionelt museum. Ikke desto mindre er der masser af inspiration at hente – også for klodstogsentusiaster. Kig endelig også ind i Scandlines færgeterminal og indsnus atmosfæren fra 100 års jernbanedrift.

↑ Tilbage til toppen

Modtag e-mail ved nye indlæg

Abonner på nye indlæg. Ved at tilmelde dig accepterer du samtidigt vores privatlivspolitik. Du kan også bare registrere dig som bruger ved at klikke på "Registrer" i sidefoden.

Dette felt er krævet

Skriv en kommentar