Baggrund
Efter i nogle år at have bygget stationer og tog, der afspejlede Thybanen, har jeg nu efter familiens opfordring kastet mig over noget (for mig) mere lokalt – nemlig Frederikssundbanen. Den passerer så tæt forbi vores bolig i Skovlunde, at vi bogstaveligt talt kan høre togene, når der i øvrigt er stille. Det førte i første omgang til design og bygning af Skovlunde station. En station alene gør det dog ikke, så der skal også være nogle tog, der passer til banen.
Kunstneren Ib Spang Olsen har tegnet et fantastisk billede af stationen, som han husker den fra 1930. Billedet viser to-toget mod Ballerup. Toget består i al sin lidenhed blot af en O-maskine, der trækker afsted med en toakslet kupevogn af litra CA (helt præcist CA 123). Både lokomotivet og vognene er karakteristiske for den københavnske nærtrafik, og på Frederikssundbanen overlevede de længere end på de mere passagertunge baner omkring København. Der er rigeligt med fotodokumentation for, at dette materiel kørt på Frederikssundbanen forbi Skovlunde.
Dog anser jeg det ikke for realistisk, at toget har været så kort. Jeg har derfor tilladt mig at oprangere et tog, der ud over lokomotivet består af en rejsegodsvogn og hele tre af de gamle kupevogne, der først udrangeredes i løbet af 1930erne. Som rejsegodsvogn har jeg gættet på en pladebeklædt EH, eftersom det er en vogntype, der har eksisteret hos DSB i et meget stort antal. Hele oprangeringen er derfor O-EH-CA-CA-CA. Jeg føler derfor, jeg både er tro mod Ib Spang Olsen og mod, hvad der må anses for realistisk.
Billedpræsentation
Først ser vi toget fra begge sider


Dernæst suppleres med et par billede fra Skovlunde station (hvor der dog har sneget sig en BK vogn med i toget):


