“Jernsvinet” og dets fire venner

På foreningen Togklodsens nylige tur til Leipig boede vi lige ved siden af hovedbanegården, der i sig selv er et imponerende bygningsværk, der får vores egen hovedbanegård i København til at ligne en lokalstation. I den kæmpemæssige ankomst- og afgangshal er der på et spor i den ene side fundet plads til en museumsudstilling med fire historiske lokomotiver og et enkelt historisk togsæt. Dette lille museum er bestemt et besøg værd, hvis man nogensinde kommer på de kanter. Jeg vil her præsentere især tre af de udstillede lokomotiver/togsæt.

Baureihe E94

Vi begynder med det lokomotiv, hvis øgenavn “Jernsvinet” (“Eisenschwein”) figurerer i titlen på dette indlæg. Vi kender også lokomotivet under kælenavnet “Den tyske krokodille”, idet slægtskabet med den tilsvarende schweiziske krokodille ikke fornægter sig, som det tydeligt ses på dette billede:

I mere formelle termer er der tale om Baureihe E94, hvor E naturligvis står for “elektrisk”. Det er bygget under krigen i 144 eksemplarer til tunge godstransporter i bjergrige områder. Efter krigen blev de overlevende eksemplarer fordelt mellem Deutsche Bundesbahn, Deutsche Reichsbahn og Österreichische Bundesbahnen. Hos DB blev der bygget nye eksemplarer helt frem til 1956. I Østrig har moderniserede versioner af dette imponerende lokomotiv kørt helt frem til 1995.

Baureihe 52

Vi fortsætter med et ganske imponerende 5-koblet damplokomotiv af Baureihe 52, som vi straks skal se:

For en dansker er det let at se slægskabet med vores egen litra N, der som bekendt er identisk med Baureihe 50. Nummer 52, som vi ser her er en forenklet version af BR 50, og grunden til, at det skulle forenkles var, at der er tale om et udpræget krigslokomotiv. Det skulle kunne produceres hurtigt i meget store antal af hensyn til krigsindsatsen.

Det er produceret i ikke mindre end 7000 eksemplarer under krigen, hvilket betyder, at det er det talrigeste af alle tyske lokomotiver. Alene i årene 1942 til 1945 blev der bygget 6000 eksemplarer, og det forlyder, at mange af dem kun nåede at blive få dage gamle, før de gik til i krigshandlingerne.

Ved krigens afslutning stod der eksemplarer i mange tyskbesatte europæiske lande, hvor de kom til at indgå i driften hos en lang række statsbaner. I Polen forblev nogle i drift helt op i 1990’erne. I Norge overlevede hele 74 eksemplarer, der fik øgenavnet “Stortysker”. Det udstillede eksemplar tilhørte DR og blev udrangeret i 1986 efter en kedelskade. Til forskel fra vores egen N-maskine (der som sagt er BR 50), har denne maskine badekarstender:

SVT 137

Som nævnt var der også et togsæt opstillet på museumssporet. Der er tale om et “Schnellverbrennungstriebzug” af typen SVT 137, der ses her:

Det er en videreudvikling af et tog kendt som “Den Flyvende Hamborger”. Toget er bygget midt i 1930’erne og med en maksimumshastighed på 160 km/t var der tale om det hurtigste tog i Tyskland på den tid. På den måde svarer de nok ganske godt til vore hjemlige lyntog af litra MS. Efter krigen kørte toget hos DR frem til 1983.

Ellokomotiver

Ud over de tre omtalte lokomotiver/togsæt er der udstillet to ellokomotiver, der for en dampentusiast som undertegnede egentlig ser meget ens ud. Der er dels tale om Baureihe E 04 (et hurtigtogslokomotiv fra 1933) og Baureihe E 44 (et universallokomotiv fra 1932). Vi ser for en ordens skyld lige et billede af dem begge:

Lidt kedelige, hvis jeg må være så fri …

Mindesmærke

For enden af museumssporet findes dette mindesmærke over ofrene fra nazitidens fangetransporter.

Teksten på oversiden lyder: “ZUM GEDENKEN AN ALLE OPFER VON NS-VERBRECHEN DIE IN DEN JAHREN VON 1933 BIS 1945 UEBER DAS LEIPZIGER EISENBAHNNETZ IN ZWANGS- UND TODESLAGER VERSLEPPT WURDEN”, eller i min oversættelse “Til minde om alle ofrene for nationalsocialistiske forbrydelser der i årene fra 1933 til 1945 blev slæbt i tvangs- og dødslejre via Leipzigs jernbanenet”.

En vigtig erindring og tak til tyskerne, fordi de ikke pynter på historien, men tager den på sig!

Modtag e-mail ved nye indlæg

Abonner på nye indlæg. Ved at tilmelde dig accepterer du samtidigt vores privatlivspolitik. Du kan også bare registrere dig som bruger ved at klikke på "Registrer" i sidefoden.

Dette felt er krævet

Skriv en kommentar