Designprocessen

Fra byggetegning til køreklar klodsmodel

Designprocessen, der ligger bag tilblivelsen af en model, varierer naturligvis lidt fra modelbygger til modelbygger, men i hovedtræk kan den beskrives ved nedenstående trin (når forbilledet er valgt) illustreret gennem tilblivelsen af MK-FK:

A. Fremskaffelse af en skalatro byggetegning

Sådanne findes ofte i bøger eller online arkiver. I dette tilfælde fandt jeg tegningen i Torben Johannes Andersens bog om Danskbyggede motorvogne hos DSB 1945-1974 (ISBN 978-87-97 38 59-5-1). Samme forfatter har også udgivet rigt illustrerede bøger om DSBs vognpark i samme tidsrum. Hans bøger er en sand guldgrube for modelbyggere, da de ud over tegninger og billeder også fortæller forholdsvist detaljeret om forbillederne.

B. Fremskaffelse af så mange billeder som muligt

Her er bøger og online fora til stor hjælp. Nævnte bog bringer også billeder, ligesom der findes relevante billeder på jernbanen.dk.

C. Digital design af modellen

Dette sker i et relevant softwareredskab, hvor de fleste benytter i dag Studio, der kan downloades gratis fra bricklink.com. Nedenstående billede viser, hvordan man visuelt opbygger modellen trin for trin.

Det kræver lidt øvelse at lære at bruge Studio, men udbyttet er klart hele indsatsen værd. Systemet kan varmt anbefales.

D. Visualisering gennem fotorealistiske renders

Dette er noget, som Studio også klarer, og her kommer systemet virkeligt til sin ret:

E. Bestilling af klodser

Første trin er naturligvis, at udskrive en stykliste. Det klarer Studio (eller et andet designredskab). Med mindre man er den lykkelige ejer af en meget stor samling af klodser, skal man så ud og købe de klodser, der mangler.

Dette sker typisk enten fra lego.dk, hvor der i det såkaldte “Pick a Brick” koncept (på dansk “Klodser og elementer”) kan bestilles løse klodser (dog naturligvis begrænset til dem, der aktuelt er i produktion). En anden mulighed er at købe gennem bricklink.com, der er en online markedsplads for køb og salg af løse klodser (her kan man også købe elementer, der er udgået hos LEGO). Ofte vil klodserne kunne fås billigere på Bricklink end hos LEGO, men sidstnævnte har den fordel, at hvis man køber for over 400 kroner er fragten gratis. Begge systemer virker upåklageligt, og jeg er aldrig nogensinde blevet snydt, selv om man på Bricklink ofte køber af private. Begge steder er det også muligt at uploade sin stykliste, så det bliver let at sammensætte sine ordrer.

F. Bygning af den fysiske model

Her følger man naturligvis bare den fremgangsmåde, man allerede har fastlagt digitalt. Ofte viser det sig dog her, at nogle småting må ændres, fordi det, der så smart ud digitalt, måske ikke fungerer i virkeligheden. Måske er konstruktionen visse steder ikke solid nok, eller måske er der ikke tilstrækkelig frigang til hjulene i kurver etc.

Når byggeriet er slut kan man sammenligne det færdige resultat med forbilledet og de digitale renders:

Prøvekørsler vil så vise, om der er mere, der skal tilrettes.

Modtag e-mail ved nye indlæg

Abonner på nye indlæg. Ved at tilmelde dig accepterer du samtidigt vores privatlivspolitik. Du kan også bare registrere dig som bruger ved at klikke på "Registrer" i sidefoden.

Dette felt er krævet

Skriv en kommentar