Baggrund
Som det vil være mange bekendt, sværger jeg til epoke 3 omkring 1950. På daværende tidspunkt var de fleste bomanlæg ved overkørsler stadig manuelt betjente.
I 1950 var bommene typisk meget lange. De sænkedes ned fra samme side af vejen og var så lange, at én bom nåede hele vejen over og spærrede af for trafikken (både kørende og gående i begge retninger). Ledvogteren betjente bommene ved hjælp af to håndsving, hvor han/hun (det var ofte kvinder) stod i midten og betjente et håndsving med hver hånd. Et sindrigt snoretræk stod (under overfladen) i forbindelse med bommene, der så langsomt sænkede eller hævede sig. Der findes en del billeder af sådanne bomanlæg, men det er sjældent man kan se, hvordan selve mekanikken er indrettet.
Det er dog lykkedes at finde specielt ét, der giver et godt indblik. Det ligger på jernbanekilder.dk, og det findes her: http://jernbanekilder.dk/catalog/Billedarkiv/r/7558/viewmode=previewview
På billedet ses mekanismen tydeligt:
- De to håndsving og de “stativer”, de er monteret i
- Den meget lange rød/hvide bom
- Det trådgitter, der sad under bommen for at lukke helt af
- Det trekantede advarselssignal med tre lamper, der var monteret oven på selve bommen
- Den meget store kontravægt, der er monteret for enden af bommen. Den ser ud til næsten at gå under jorden, når bommen er oppe.
Den forkromede drøm er naturligvis at automatisere det hele, så bommene går ned og op, når tog passerer. Der måtte selvfølgelig også gerne være lys i signallamperne, og hvis håndsvingene faktisk drejede rundt, ville intet øje være tørt.
Så langt når jeg dog ikke foreløbig. I første omgang stiller jeg mig tilfreds med at bygge bommene med signal og kontravægt samt selve betjeningsanlægget med de to håndsving. Intet vil dog være funktionelt. Foreløbigt har jeg opgivet at få trådgitteret under bommene med, men hvis nogen har forslag til, hvordan de kan laves, vil jeg være meget lydhør!
Billedpræsentation
De manuelle bomme, er bygget til sydsiden af Ydby station. På det første billede ses begge bomme. I baggrunden skimtes betjeningsanlægget med de to håndsving.

Jeg har fotodokumentation for at bommene var placeret nord for vejen, men jeg ved ikke, hvor betjeningsanlægget var, så det er ren fantasi, at det har været på enden af perronen. Snoretrækket kunne dog være ganske langt, så det har ikke nødvendigvis været placeret op og ned af bommene. På et billede fra en anden station på Thybanen (Hvidbjerg på Thyholm), var det placeret længere inde på perronen.
Disse bomme af ældre dato kunne være op til 12 meter lange, hvilket har været fuldt tilstrækkeligt i Ydby. I tidsskriftet Lokomotivet var der i nummer 111 en artikel side 19-21 om håndbetjente bomme. Læs evt her: https://www.signalposten.dk/download/Lokomotivet111.pdf
Det, der stadig mangler at blive sat på bommene på billedet, er de trekantede (på spidsen) advarselsskilte, der sad over bommene. De er tilføjet senere. På nuværende tidspunkt ses kun de lodrette stolper, de skal monteres på. Indtil videre vil bommene være nede på udstillinger.
Det er tydeligt fra billeder og tegninger, at betjeningsanlægget har været ret forskelligt fra sted til sted. Jeg har derfor valgt at forsøge at efterligne det, der ses på det billede, jeg linkede til første i indlægget. På billeder fra andre steder på Thybanen, er det denne type, der ses, så jeg satser på, de også har været brugt i Ydby.
Det næste billede viser en DSB medarbejder i færd med at dreje håndsvingene. Toget er åbenbart passeret, og det er tid at løfte bommene igen. Den gode LEGO-mand er nok lidt for fin i tøjet. En ledvogter/stationsassistent havde kun kasket og overalls/kittel, men til ære for fotografen er det måske stationsmesteren selv, der i dag betjener bommene:

Tekniske detaljer
Hvis nogen vil vide, hvilke dele der er brugt, følger en ikke-komplet liste her:
- Bomstativer: Del 32250 – Technic, Liftarm, Modified L-Shape Quarter Ellipse Thin 3 x 5. Farve: DBG.
- Bomme: Del 37762 – Minifigure, Utensil Candle. Farver: Skiftevis hvide og røde.
- Stolper til signal (over bommene): Del 11090 – Bar Holder with Clip. Farve: DBG. I holderen er monteret en bar i DBG.
- Drejeled til bom: Del 32034 – Technic, Axle and Pin Connector Angled #2 – 180 degrees. Farve: DBG.
Hele molevitten er som nævnt primært inspireret af det billede, jeg linkede til øverst i indlægget.
