
Hvad går det ud på?
Som bygger af klodstog er det en virkelig stor inspiration at være medlem af en forening som Togklodsen, og det årlige sommertræf er en begivenhed, jeg ser frem til. Ud over samværet med de andre medlemmer er det ofte der, vi først ser hinandens igangværende eller nyligt færdiggjorte modeller. Nogle gange har vi hørt om dem på foreningens forum, men det er naturligvis nummer ét at se kreationerne med egne øjne. I år blev arrangementet holdt 11. juli, så indtrykkene er nu ved at have bundfældet sig.
Årets nyheder
Et maritimt indslag
Billedet i toppen er flot eksempel på en stor nyhed. Vi vidste godt fra forum, at Klaus Cruse arbejdede på en jernbanefærge, og vi havde også set billeder af den, men stadig var det en sand fornøjelse at besigtige modellen i lørdags ved træffet. Modellen, der er navngivet “mf Klodsen” er inspireret (men ikke en præcis model) af færgen “mf Morsø”, der sejlede på Sallingsundoverfarten. Klaus er ved at udvikle sig til foreningens maritime ekspert, idet han også har bygget et meget overbevisende havnemiljø. Det maritime fortjener en grundigere behandling i et senere indlæg, så der bliver ikke tilføjet mere om det i denne omgang.
Damplokomotiver
Jeg kan ikke få nok af de flotte danske damplokomotiver, og heldigvis var der flere medlemmer, der havde sådanne med. Tobias Frydenlund Andreasen havde medbragt sin E-maskine (der var forspændt kongevognen litra S):

Tobias er en utrolig dygtig modelbygger, og jeg vil blandt andet fremhæve den bevægelige Heusinger styring, som han selv har designet delene til og 3D printet. Det er en fornøjelse at se sådan et gangtøj. Også de skrå cylindre, det spidse førerhus og badekarstenderen fortjener at blive nævnt, da disse træk er definerende for netop litra E. Maskinen (og vognen) er så flot, at vi også må se den fra modsatte side:

Tobias havde også andre lokomotiver med, hvilket ses her:

Bagerst er det en fantastisk harmonisk model af litra R. Hovedindtrykket er “lige i øjet”, og det kan næppe gøres bedre med systemklodser. Modellen mangler endnu at få gangtøj, men efter at have set litra E, er der næppe tvivl om, at det nok skal blive flot. Bemærk i øvrigt, at den står på et underlag, der er gulvet til én lokomotivplads i en rundremise, der er under planlægning. Det blå lokomotiv foran R-maskinen er en model af Great Western Railway (GWR) 6023 King Edward II. (De to motorbogier allerforrest er til en model af et MY diesellokomotiv).
Heldigvis er Tobias ikke den eneste i foreningen, der bygger damplokomotiver. Også vores suverænt mest produktive medlem, Michael Rehorst havde medbragt tre flotte eksemplarer. De to første, der har udenlandske forbilleder, ses her:

Forrest er det en model af BDŽ-Baureihe 46, hvilket vil sige fra de bulgarske statsbaner. Der er tale om noget så sjældent som et 6-koblet lokomotiv. Bag det ses en model af det sjældne tyske eksprestogslokomotiv af BR 10. Det blev bygget som svanesangen over tysk dampdrift så sent som i 1957. Det var oliefyret og blev kun bygget i to eksemplarer.
Det tredje lokomotiv, Michael havde medbragt, er en E-maskine designet i samarbejde med Victor Winther. Det ses her:

Eltogsdrift
Kun et enkelt medlem, Dennis Tomsen, havde medbragt et el-lokomotiv af litra EA. Det ses her:

Desuden havde Jacok Hestbæk medbragt et stykke dobbeltsporet moderne jernbanestrækning med master til køreledninger, signaler og flot ballastunderlag:

Som det ses, befares strækningen allerede af Dennis’ litra EA. I baggrunden ses i øvrigt Lars Mogensens flotte (motoriserede) model af Karlebo Mølle.
Togsæt
Nikolai Nissen havde medbragt hele to togsæt. Dels har han bygget en overbevisende model af litra MR (der har eksisteret i mange forskellige bemalinger) fra perioden, hvor disse tog var hvide med røde døre:

Han bidrog også med en opdateret version af IC3 toget, hvor især fronten er forbedret:

Desværre glemte jeg at tage et billede af fronten, men interesserede kan læse mere om Nikolais overvejelser i dette indlæg på Byggepladens forum.
Selv havde jeg for første gang medbragt min model af lyntoget Englænderen, som den så ud i sommeren 1951. På første billede ser vi først motorvognsaggregatet MK-FK. Dernæst førsteklassesvognen litra AC, efterfulgt af en CIWL spisevogn. Efter spisevognen følger dobbeltvognen AD-AY, og allerbagerst er en fireakslet MO.

På det næste billede ser vi det hele fra modsatte ende. Det vil sige først MO, dernæst AY-AD, osv:

Et landligt indslag
Lars Mogensen medbragte denne gennemførte model af Karlebo Mølle. Den er motoriseret, så vingerne roterer blidt “i vinden”:

En tjenestevogn
Ud over møllen medbragte Lars Mogensen også denne model af et “Gleismesszug”:

Lidt pral
Vi slutter med lidt selvtilfredshed på foreningens vegne. Ved de to seneste landsudstillinger i Dansk ModelBane Union, har togklodsen vundet præmie i publikumskonkurrencen for bedste klubanlæg. I 2025 blev det til en tredjeplads og i 2026 en førsteplads.

Trofæerne var naturligvis med ved sommertræffet, så vi alle kunne beundre dem!
