Melodi: Henrik Mølvig Jensen, 1996
Alternativ melodi: Møllers melodi til “Tusind stjerner glimter”
- “Hvor er knægten henne”?
skælder Josef ud.
“Vi må til at sende
rundt i følget bud”. - “Mon han ikke bare
hos familie er.
Vi kan sagtens spare
al bekymring her.” - Ja, Maria kender
fuldt og helt sin søn
Op til Gud hun sender
dog en lille bøn. - Aftenbålet tændes,
ingen dreng der sad.
Næste morgen vendes
mod den store stad. - Alle steder søges
i Jerusalem.
Frygten stadig øges,
sorgen tynger dem. - Morgendag oprinder,
håbet sig fornyr.
Men da mørket vinder,
de til tvivlen tyr. - Sådan går to dage,
gråden vælder frem.
Uden barn, tilbage
fra Jerusalem! - Herrens tempel gæstes
på den tredje dag.
Ikke mer’ der festes,
men der tales fag. - Noget er på færde.
Hvad mon foregår?
Er det lovens lære,
hvorom sagen står? - Alle lærde trænges
i en samlet flok.
Efter visdom længes.
Kan ej høre nok. - Da Maria nået
er til flokken op,
af forundring slået
hjertet gør et hop. - I de lærdes trængsel
sidder hendes søn.
For sin store længsel,
får hun nu sin løn. - “Hvad har du at sige?
Både far og jeg
var så ængstelige,
ledte efter dig.” - “Hvorfor disse lader?
Vidste I da ej,
at jeg hos min fader
bør befinde mig?” - Tolv års dreng i tempel.
Hvem vil tro derpå?
At han som eksempel
for de lærde stå? - Efter disse dage
drager de så hjem
med et barn, tilbage
fra Jerusalem.
Anders Ringgaard Kristensen, 1996
Af sangspillet Tempelsang.