Tempelsang
Tempelsang
Et sangspil om Jerusalems tempel på Jesu
tid
Idé: Henriette Thorup Ringgaard
Melodier:
Henrik Mølvig Jensen (hovedsange)
Fortællervers kan synges
på Willy Egmoses melodi til Solen begynder at gløde
Tekster:
Anders Ringgaard Kristensen
1996
Sangspillet Tempelsang er skrevet til brug i den frivillige indledende konfirmationsforberedelse for 3. klasserne i Skovlunde sogn i 1996. Den røde tråd i spillet er Jerusalems tempel, som vi møder det i det nye testamente. Hver af hovedsangene omhandler en episode, der udspiller sig i templet eller i forgårdene. De enkelte episoder kædes sammen af fortællervers.
Oprindeligt var det tanken at benytte eksisterende melodier til sangene, men undervejs viste det sig, at de pågældende melodier ikke altid svarede så godt til den stemning, der hersker i de enkelte sangtekster. Sognemedhjælper Henrik Mølvig Jensen har derfor komponeret melodier til alle hovedsangene. De oprindeligt påtænkte eksisterende melodier er dog anført som alternativer under de enkelte sange.
Sangspillet er opført af 3. klassesbørnene ved gudstjenesten i Skovlunde kirke 2. søndag i advent, 1996.
Husker du menneskets vorden?
Gud havde alt i sin magt.
Manden og kvinden på jorden
bo'de med Gud i en pagt.
Slangen med frugter lod friste:
Kundskabens træ var forbudt!
Manden og kvinden det vidste:
Pagten med Herren var brudt!
Gud var nu hjemløs i verden.
Manden og kvinden forladt.
Dog med et løfte til færden
håbet i sindet blev sat.
Tegnene ofte fandt tydning:
Moses ved ild-buskens glød
- Jakob i vadesteds-brydning
Herrens velsignelse nød.
Først dog på Sinai med loven,
Gud fik en bolig på jord.
I tabernaklet for oven
arken fik plads med Guds ord.
Dansende konge af glæde,
jubel og hornklang der lød,
festtoget stateligt træde:
Gud til Jerusalem bød.
Salomon bygged' Guds tempel.
Prægtigt at skue det selv!
Senere dette eksempel
fulgte Herodes med held.
Da mod Jerusalems himmel,
strålte Guds bolig derpå.
Men kun til forgårdes vrimmel,
manden og kvinden må gå.
Rummet i tempelets indre
skærmet af forhænget er.
Folket ser tempelet tindre,
kun dog det ydre man ser!
Præster, som ofre forvalter,
ind i "Det Hellige" går,
sikrer at Gud på sit alter
røgelsesofferet får.
Melodi: Henrik Mølvig
Jensen, 1996.
Alternativ melodi: Lunderskovs melodi til "Nu
fryde sig hver kristen mand"
I gammel tid i Jødeland
til Herren op man rakte.
For alteret en præstemand
til Gud et offer bragte.
Og Zakarias var hans navn,
i tempelet han gjorde gavn.
(Elisabet hed konen).
For nemheds skyld han hende dog
for "Lisbet" bare kaldte.
De leved' efter Herrens lov,
men græd dog tårer salte!
For begge gamle var og grå,
og børn de ikke kunne få,
så de var ikke glade.
Ved alteret han fik et chock,
det var ej som det plejed'.
Normalt var han dog ej et pjok,
men dette var for meget!
Der stod en engel sendt af Gud.
Han sagde: "Jeg har til dig et bud,
så vær nu ikke bange.
For jeg er englen Gabriel,
med glædesbud jeg kommer!
Jeg taler ikke for mig selv,
men for den høje Dommer.
For han har hørt din fromme bøn,
så Lisbet føde skal en søn
og kalde ham Johannes."
Men Zakarias mumled' blot:
"Jeg tror nu at du lyver!
Min alder kender jeg jo godt,
og tiden hastigt flyver!
Dit budskab, det må være galt,
for Israels Gud han kender alt,
og også Lisbets rynker!
Til børn er vi for gamle nu.
Den sag er ganske sikker!
Jeg kommer tydeligt i hu,
hvor hastigt uret tikker.
Hvis bare Lisbet stadig var,
så ung at jeg ku' blive far,
så havde jeg dig troet!"
Da Zakarias, ærkedum,
ej ærkeenglen tro'de,
så blev han bare ganske stum,
mens Lisbets mave gro'de.
Hans tavshed undrede kun lidt,
for Lisbet var som kvinder tit
- hun talte for dem begge.
Til sidst var maven meget stor
og ganske tung at bære.
Da fødte Lisbet og blev mor,
- fortjener derfor ære.
Blandt alle, som har verden mødt,
og er af jordens kvinder født,
er Lisbets søn den største.
Da otte dage gået var,
et navn han skulle have.
"Hvis ej han hedder som sin far,
er verden da af lave!"
Det mente alle som var der,
men Zakarias skrev i ler:
"Hans navn det er Johannes!"
Straks efter løfted' han sin røst,
idet han genvandt helsen:
"Det barn skal være folkets trøst,
og vende det mod frelsen.
Barnlille, du blir' Guds profet,
den største som endnu er set.
Du baner Herren vejen."
Gabriel Nazaret finder,
bringer Maria det bud:
"Du er velsignet blandt kvinder,
føder en søn af din Gud".
Stalden i Bethlehem rummer
stedet, hvor Ordet bli'r kød:
Endnu et kejserligt nummer
fødes af jomfruens skød.
Kejseren ser ej dets færden:
Tallet "alverden plus én"
bliver dog stadig "alverden",
savner vel gruset en sten?
Hyrder dog ser, hvad han rummer,
drengen, Maria har født.
Gaver for vældige summer
vismænd på barnet har ødt.
Hyrders og vismænds eksempel
følges af oldinge to.
Hist i Jerusalems tempel
finder de endelig ro.
Melodi: Henrik Mølvig
Jensen, 1996.
Alternativ melodi: Sommers melodi til "Den
lille pige var bleg og stille"
Når mand og kvinde, familie bliver,
i templet bringes en tak til Gud.
De turtelduer som offer giver,
for sådan kræves i lovens bud.
De priser barnet, hvem er de mon?
Den gamle Anna og Simeon!
Den fromme Simeon, fyldt af Ånden,
var åbenbaret et glædesbud:
"Før døden kommer, du rækker hånden,
og rører barnet, som selv er Gud."
De priser barnet, hvem er de mon?
Den gamle Anna og Simeon!
Da gamle Simeon barnet skuer,
han bryder ud i en jubelsang.
Langt mere værd end to døde duer
er vidnesbyrdet om frelsens gang.
De priser barnet, hvem er de mon?
Den gamle Anna og Simeon!
Og også Anna, en profetinde,
i templet levede dag og nat.
Hun var nu blevet en gammel kvinde,
men tjente Herren og fandt en skat.
De priser barnet, hvem er de mon?
Den gamle Anna og Simeon!
Til alle taler den gamle kone
om barnets gerning i Sønnens tid.
Forløsning spår hun for Herrens trone.
Til Jesus-barnet står hendes lid.
De priser barnet, hvem er de mon?
Den gamle Anna og Simeon!
I undren drager de to med drengen
mod hjemmets høje ved Nazaret.
Gud gi'r ham styrke i leg på engen,
i livet vinder han visdom let.
De priser barnet, hvem er de mon?
Den gamle Anna og Simeon!
Påskens Jerusalemsrejser
følger i barndommens år.
Byen på bjerget, der knejser,
rummer jo tempelets gård.
Årligt famillie og venner
rejser som Herren har talt.
Turen så godt de nu kender
- tolvte gang går det dog galt.
Melodi: Henrik Mølvig
Jensen, 1996.
Alternativ melodi: Møllers melodi til "Tusind
stjerner glimter"
"Hvor er knægten henne"?
skælder Josef ud.
"Vi må til at sende
rundt i følget bud".
"Mon han ikke bare
hos familie er.
Vi kan sagtens spare
al bekymring her."
Ja, Maria kender
fuldt og helt sin søn
Op til Gud hun sender
dog en lille bøn.
Aftenbålet tændes,
ingen dreng der sad.
Næste morgen vendes
mod den store stad.
Alle steder søges
i Jerusalem.
Frygten stadig øges,
sorgen tynger dem.
Morgendag oprinder,
håbet sig fornyr.
Men da mørket vinder,
de til tvivlen tyr.
Sådan går to dage,
gråden vælder frem.
Uden barn, tilbage
fra Jerusalem!
Herrens tempel gæstes
på den tredje dag.
Ikke mer' der festes,
men der tales fag.
Noget er på færde.
Hvad mon foregår?
Er det lovens lære,
hvorom sagen står?
Alle lærde trænges
i en samlet flok.
Efter visdom længes.
Kan ej høre nok.
Da Maria nået
er til flokken op,
af forundring slået
hjertet gør et hop.
I de lærdes trængsel
sidder hendes søn.
For sin store længsel,
får hun nu sin løn.
"Hvad har du at sige?
Både far og jeg
var så ængstelige,
ledte efter dig."
"Hvorfor disse lader?
Vidste I da ej,
at jeg hos min fader
bør befinde mig?"
Tolv års dreng i tempel.
Hvem vil tro derpå?
At han som eksempel
for de lærde stå?
Efter disse dage
drager de så hjem
med et barn, tilbage
fra Jerusalem.
Røsten i ørkenen råber:
"Ban for vor Herre en vej".
Folket ham hører og måber
- talrige omvender sig.
Sådan Johannes vi finder:
døber med vand i sin hånd.
Størst blandt de fødte af kvinder
- mindst blandt de døbte af ånd.
Døberen Jesus snart møder,
udbryder: "Der er Guds lam".
Jesus Johannes da nøder:
Lammet får dåben af ham!
Jesus nu renser spedalske,
lader de døde opstå,
taler mod lærere falske,
byder de lamme at gå.
Snart evangeliet gløder,
lindrer de fattiges kår,
blinde og døve, han møder,
synet og hørelsen får.
Påsken da nærmer sig atter.
Jesus mod tempelet går.
"Frygt ej, Jerusalems datter,
kongen sagtmodigt dig når".
Trældyrets føl er hans sæde,
skarerne udgør hans hær.
Råb Hosianna med glæde,
sønnen af David er nær!
Jesus af Nazaret drager
ind i Jerusalem by.
Kræmmernes handel han vrager
tempelet renses påny.
Melodi: Henrik Mølvig
Jensen, 1996.
Alternativ melodi: Wendlers melodi til "Du
satte dig selv i de nederstes sted"
I tempelets forgård de handlende står
blandt boder med duer og okser og får.
Et virvar af penge og tilbud på dyr,
til sådan et mylder jo handelsfolk tyr.
"Køb duer hos Jacob", en mand råber ud.
"Du har sikkert grund til at ofre til Gud.
De billigste duer på torvet jeg har.
Kom straks til min bod og få varen gjort klar."
"Vil du med en due din Gud spise af?
Langt større en tak bør du bringe i da'.
Hos mig kan du købe et får for en slik.
Kom trygt på besøg her i Simons butik."
"Når smådyr, der ofres, vist jævnligt man si'r,
velsignelsen lige så lille nok bli'r.
Hvis okser fra Levi du giver til Gud,
velsignet du vandrer fra tempelet ud!"
"Hvis du mangler penge, men ikke for tit,
så yder jeg gerne en smule kredit.
Hos ingen er renten så lille som her
hos Habakkuk, Udlåner og Vekselér."
En dag kommer Jesus til tempelet hen,
han ser disse købmænd og vredes på dem.
"Min fars hus skal være et sted, hvor man be'r.
I stedet nu røveres kule jeg ser."
Han griber så penge fra Habakkuks bord
og spreder dem ud under højlydte ord.
Mens okserne brøler og duerne flyr,
han genner straks ud både købmænd og dyr.
En pisk han sig gør af et reb, som han ser.
Så Jacob og Simon og Levi med fler
får travlt med at redde, hvad reddes nu kan.
De flygter i skræk fra den hidsige mand!
Ja, sådan får Jesus sagt folket hvordan,
Guds tempel skal være i jødernes land.
Det drejer sig ikke om penge og løn,
men huset skal kalde på folkenes bøn.
Melodi: Henrik Mølvig
Jensen, 1996.
Alternativ melodi: Littmarcks melodi til "Vi
tror ej på store ord"
Køen den er meget lang,
for vi skal alle hen til templets blok,
og vi er rige folk, det ser I nok.
Vi lægger ikke skjul på vores gavmildhed.
Vi, der holder alt i gang, er ej som nu den sølle enke der.
Hvad tror hun hendes gave dog er værd?
Den er der sikkert ikke rigtigt noget ved.
Men Jesus kalder alle til
- han noget vigtigt sige vil.
Så lad os bare stoppe op
og lytte med i samlet trop.
"Hør nu her, I rige folk:
Af jeres overflod I giver blot,
men husk at enken skænker nok så flot
alt hvad hun ejer - ja sin hele ejendom.
Hendes gerning kræver tolk,
jeg må forklare jer, at hun så stort
blandt disse mange mest har givet bort.
Hun med det sande rene sind til templet kom."
Ja, Jesus kalder alle til
- han noget vigtigt sige vil.
Så lad os bare stoppe op
og lytte med i samlet trop.
Nat i Getsemane have,
Judas har Jesus forrådt.
Vagter med våben og stave
natlige stier har trådt.
Peter til sværdet da griber,
volder en tjener et sår.
Kraftige blodige striber
farver nu tjenerens hår.
Jesus til fred ham befaler,
husker på menneskeværd:
"Hvis du med sværdet nu taler,
falder du selv for et sværd."
Vagterne Jesus da griber.
Alle disciplene fly'r.
Nu hvor for alvor det kniber,
mesterens selskab de skyr.
Jesus til rettergang føres
- ingen til enighed kom.
Vidner til mened da smøres:
Retten skal afsige dom.
Peter sin herre fornægter,
bander og sværger derpå.
Nattens dumdristige vægter
føler sig mindst blandt de små.
Morgenen enighed giver.
Jesus da modta'r sin dom.
Døden på korset det bliver.
Judas med lejlighed kom!
Melodi: Henrik Mølvig
Jensen, 1996.
Alternativ melodi: Borchs melodi til "Skyerne
gråne, og løvet falder"
Sølvpenge klirrer i morgenfreden,
døren slår i med et smæld.
Blodpenge pletter samvittigheden,
Judas vil indfri sin gæld.
Ensom er forræderens færden!
Tempelets gulve med mønter flyder:
Judas er svag som et siv.
Tredive er tallet som Kajfas byder:
Prisen for Mesterens liv.
Ensom er forræderens færden!
Mesteren kendte forræderiet,
vidste at Judas var svag.
Slaver af penge har aldrig biet,
sælger for sølv deres sag.
Ensom er forræderens færden!
Dødsdommens alvor dog Judas ryster:
Pengene brænder som ild.
Kajfas foragter den stakkels kryster,
lader ham blot fare vild.
Ensom er forræderens færden!
Afsky forrædere altid møder,
selv når de sejren har bragt.
Egen samvittighed voldsomt bløder:
Judas har undergang smagt.
Ensom er forræderens færden!
Judas sig hænger i rebets løkke,
alle nu svigtet ham har.
Ingen ham viste det korte stykke:
Vejen til Gud, vores far.
Ensom er forræderens færden!
Røveren lod sig på kortset trøste:
Satte sin lid til Guds Lam.
Peter med anger sit liv forløste,
Judas gik bort med sin skam.
Ensom er forræderens færden!
Peter, der angerens tårer græde,
elsker sig selv og sin Gud.
Judas, der hader sig selv, må træde
ensomheds-stierne ud.
Sådan blev forræderens færden!
Melodi: Henrik Mølvig
Jensen, 1996.
Alternativ melodi: Littmarcks melodi til "Herre,
du vandrer forsoningens vej"
Påskens langfredag er lidelsens dag.
Jesus på korset nu hænger.
Mørket har opslugt den klareste dag,
dødsrigets luer snart fænger.
Hærskarers Herre i tempelet troner,
afventer døden, der soner.
Svampen med eddikens bitreste smag
slukker ej tørsten og hånen.
Hen under aften han taber sin sag,
døden sig melder før månen.
Hærskarers Herre i tempelet bier
venter på livets befrier.
Skabningens smerte nu Herren forstår,
menneskets lod Han erkender.
Til sine børn straks Hans tanker da går,
bort fra sit skjul Han sig vender.
Hærskarers Herre sit tempel forlader,
kommer til os som vor Fader.
Hærskarers Herre fra tempelet går
forhængets folder Han flænger,
tøver ej før Han til børnene når,
pinsedags luer snart fænger.
Aldrig i evighed Gud os forlader,
Han er vor kærlige Fader.
Hærskarers Herre sit tempel forlod,
virker iblandt os med Ånden.
Jesus af graven en søndag opstod,
rækker i dåben os hånden.
Kærlighedssårene stadigvæk bløder,
når Han til nadver os møder.
Vi er Guds tempel i verden,
forhængets skjul er nu tomt.
Her i vor daglige færden,
følger vi Sønnen så fromt.
Fromhed er næsten at tjene,
- sådan vi tjener vor Far.
Sammen - og ikke alene:
derfor en kirke vi har.
Kirken er stedet vi mødes,
rummet er bare af sten.
Sammen vort liv jo forsødes,
når vi er mere end én.
Når vi fra kirken er gået,
da er den tom som en skal.
Gud har os ikke forsmået:
Livet med os er Hans valg.
Templer af sten vi fornægter,
Ånden nu virker i os.
Frelseren, livets forfægter,
har jo budt dødsriget trods.
På det Gamle Testamentes første sider hører vi om, at efter skabelsen levede Adam og Eva med Gud i Paradisets have. Efter syndefaldet, hvor Adam og Eva fristet af slangen spiste af de forbudte frugter fra Kundskabens Træ, udvises de af haven, og mennesket må nu leve uden Guds nærhed. Ved uddrivelsen giver Gud dog Eva et løfte. Hendes afkom og slangens afkom vil altid være fjender, men til sidst vil Evas afkom knuse slangens hoved.
Talrige gange senere i beskrivelsen af de ældste tider berettes der dog om, at Gud lader høre fra sig. Af eksempler kan nævnes Guds åbenbaring for Moses i den brændende tornebusk eller den mærkelige fortælling om Jakobs natlige brydekamp med Gud ved Jabboks vadested.
I forbindelse med israelitternes vandring fra trældommen i Egypten til det forjættede land indgår Gud en pagt med mennesket. På Sinai bjerget giver Han Moses lovens tavler (de 10 bud) og befaler Moses at lade sy et prægtigt telt (Tabernaklet), hvor Pagtens Ark med lovens tavler kan opbevares i det inderste rum bag et forhæng. I dette "Allerhelligste" tager Gud bolig. Låget på arken er udformet som en tronstol (Nådestolen) og det berettes, at Gud tager rummet i besiddelse og nu bor hos sit folk.
Ved bosættelsen i Israel føres Tabernaklet med Pagtens Ark ind i landet. Da kong David erobrer Jerusalem omkring år 1000 f.Kr. bringes Pagtens Ark til byen under store festligheder, hvor kongen i dans leder festtoget. Davids søn og efterfølger, kong Salomo (ca. 965-926 f.Kr.), opførte et prægtigt tempel til opbevaring af Pagtens Ark og til bolig for Gud.
Ved den babyloniske kong Nebukadnezars erobring af Jerusalem i 587 f.Kr. ødelægges templet fuldstændigt, Pagtens Ark går tabt og folket føres i landflygtighed til Babylon. Da kong Kyros af Persien i 539 indtager Babylon, får folket lov at vende hjem og bl.a. genopføre templet. I foråret 515 f.Kr. er det nye tempel klar til indvielse. Det opfattes stadigt helt bogstaveligt som Guds bolig, men Pagtens Ark må naturligvis undværes. Det konstateres dog med beklagelse, at det genopførte tempel ikke er så prægtigt som det oprindelige.
År 20-19 f.Kr. indleder kong Herodes den Store en gennemgribende ombygning og restaurering af templet i en sådan grad at det fremtræder som nyt. Dette tredje tempel er det, der omtales i det nye testamente og derfor udgør rammen for dette sangspil. Selve tempelområdet havde et areal af ca. 500 x 300 m. Komplekset var et system af kinesiske æsker med stigende grad af hellighed. Yderst fandtes Hedningernes forgård, hvortil alle havde adgang. Inden for denne forgård (hævet 3 m over denne) lå det egentlige tempel-område (Jødernes forgård) omgivet af en mur. Til denne del havde kun jøder adgang.
Jødernes forgård var opdelt i en østlig del (Kvindernes forgård), hvor både jødiske mænd og kvinder havde adgang, og en vestlig del, som igen var opdelt i mændenes forgård og præsternes forgård. Til disse gårde havde som navnene siger kun h.h.v. jødiske mænd og præster adgang. Inderst lå selve tempelbygningen, som bestod af en forhal, et rum kaldet det Hellige og inderst (bag forhænget) det Allerhelligste, som var selve Guds bolig. Til tempelbygningen havde kun præster adgang og til det Allerhelligste endog kun ypperstepræsten og kun én dag årligt, hvor han på folkets vegne skulle frembære forsoningsoffer til Gud.
Beretningerne i det Nye Testamente om hændelser i templet udspiller sig altså normalt ikke i selve tempelbygningen, men i én af forgårdene. Hvad angår sangene i dette sangspil, må de enkelte episoder have fundet sted som følger:
Zakarias: Denne sang udgør en undtagelse. Zakarias var præst og måtte derfor gå ind i templet. To gange dagligt skulle en præst bringe Gud et røgelsesoffer i det Hellige. En sådan ære blev tildelt ved lodtrækning blandt de præster, som ikke tidligere havde gjort det. Det er således både første og eneste gang i sit liv, at Zakarias udfører denne ofring. Hans forbavselse over at møde en engel i Guds bolig ved en sådan lejlighed bliver lidt komisk på denne baggrund.
Simeon og Anna: Denne hændelse udspiller sig i kvindernes forgård. Det fremgår jo af teksten at både Maria og Anna er til stede.
Jesus som tolvårig: De lærde og deres elever holdt til i en søjlegang i Hedningernes forgård.
Tempelrensningen: Kræmmernes boder var i hedningernes forgård.
Enkens skærv: Tempelblokken var placeret i kvindernes forgård.
Judas fortryder: Det er ikke muligt af beretningen at se præcist, hvor Judas kaster sølvpengene.
Forhænget flænges: Der er tale om forhænget foran selve Guds trone i det Allerhelligste.
I år 70 e.Kr. indtager den romerske feltherre Titus Jerusalem efter et jødisk oprør. Templet ødelægges fuldstændigt og er ikke senere blevet genopbygget. Tempelbjerget rummer i dag en muhammedansk moské.