Lille kolonnehus

I henhold til en sporplan fra omkring 1950, lå der i Ydby et lille kolonnehus. Trods efterlysning er det ikke lykkedes mig at fremskaffe et billede af huset, så jeg har valgt at antage, at det fulgte DSBs sædvanlige stil med røde profilbrædder, sort tag, hvide vinduer og mørkegrønne døre.

Huset var først udstillet ved “Modeltog for alle” i Taastrup 2025 og senere samme år i Thisted ved foreningen “Byggepladens” såkaldte klodsfest. Blandt gæsterne i Thisted var en ældre mand, der heldigvis kunne bekræfte mit gæt: Det var et lille rødt bræddehus. Han sagde videre, at der arbejdede mindst 10 folk i kolonnen, og at der var 4 ansatte på stationen, så jernbanen har været en stor arbejdsplads.