Nyt debatforum - åbnet Grundlovsdag

Forhænget flænges

Melodi: Henrik Mølvig Jensen, 1996.
Alternativ melodi: Littmarcks melodi til "Herre, du vandrer forsoningens vej"

  1. Påskens langfredag er lidelsens dag.
    Jesus på korset nu hænger.
    Mørket har opslugt den klareste dag,
    dødsrigets luer snart fænger.
    Hærskarers Herre i tempelet troner,
    afventer døden, der soner.

  2. Svampen med eddikens bitreste smag
    slukker ej tørsten og hånen.
    Hen under aften han taber sin sag,
    døden sig melder før månen.
    Hærskarers Herre i tempelet bier
    venter på livets befrier.

  3. Skabningens smerte nu Herren forstår,
    menneskets lod Han erkender.
    Til sine børn straks Hans tanker da går,
    bort fra sit skjul Han sig vender.
    Hærskarers Herre sit tempel forlader,
    kommer til os som vor Fader.

  4. Hærskarers Herre fra tempelet går
    forhængets folder Han flænger,
    tøver ej før Han til børnene når,
    pinsedags luer snart fænger.
    Aldrig i evighed Gud os forlader,
    Han er vor kærlige Fader.

  5. Hærskarers Herre sit tempel forlod,
    virker iblandt os med Ånden.
    Jesus af graven en søndag opstod,
    rækker i dåben os hånden.
    Kærlighedssårene stadigvæk bløder,
    når Han til nadver os møder.

Anders Ringgaard Kristensen, 1996
Af sangspillet Tempelsang.


Henriette Thorup Ringgaard & Anders Ringgaard Kristensen