Nyt debatforum - åbnet Grundlovsdag

Melodi: Torben Høiberg, 1998
Alternativ melodi: Sorrig og glæde, de vandre til hobe

  1. Folket i mængde hos Døberen stævnes,
    røsten i ørkenen råber det ud:
    "Vejen skal banes og stierne jævnes,
    tiden er inde for Herren din Gud!
    Han kommer hid,
    i denne tid,
    tjen ham af hjertet med hele din flid."
  2. Døberens tale mod Frelseren ledte, -
    advent nu årligt bereder os på
    julen at fejre og mindes, hvad skete,
    natten da Jesus i krybberum lå:
    Ordet blev kød,
    englesang lød,
    hyrder det hørte i nat-mørkets skød.
  3. Advent er tiden, hvor barnet sig glæder,
    julekalenderens låger bli'r talt.
    Advent er tiden, hvor hævdvundne sæder
    følges med kranse og lys over alt.
    Årligt fornys,
    kransen med lys,
    - bringer forventningens glæde til bys.
  4. Advent er tiden, hvor gaderne smykkes,
    lyset bli'r tændt i hvert træ - og i os.
    Advent er tiden, hvor hverdagen lykkes,
    vinterens mørke og kulde til trods.
    For hjertets fest
    venter os næst.
    Julen er festen, hvor glæden er gæst.
  5. Advent er råbet "Messias nu kommer":
    Barnet i krybben, vi fejrer til jul.
    Døden på korset blev livsglædens sommer:
    Kristus opstod fra sit gravkammers skjul!
    Vindstød der lød,
    pinsedags glød,
    åndsdåben bringer os levende brød!

Anders Ringgaard Kristensen
Skrevet til gudstjenesten i Skovlunde kirke 1. søndag i advent, 1996.


Henriette Thorup Ringgaard & Anders Ringgaard Kristensen